Let og lækker forret, skøn smag og super raffineret. Suppen er virkelig hurtig at lave, og perfekt at servere som forret for dine gæster.
Oplev hvordan suppen skummer op når champagnen hældes ved, – smukt og lækkert.
Ærtesuppe med kammusling og champagne
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Ærtesuppe
- 400 g ærter
- 4 dl bouillon, kylling- eller grøntsagsbouillon
- 2 1/2 dl piskefløde
- 25 g smør
- 3 skalotteløg (små) – finthakket
- 1 lille fed hvidløg, finthakket
- 1-2 spsk citronsaft
- Salt og peber
Derudover
- 8 kammuslinger -alt efter størrelse
- 100 g ærter, optøede
- 1 dl champagne
- Friske ærteskud eller brøndkarse
- Brøndkarse
- Olie
- Friskkværnet peber og salt
- En smule sukker
Sådan gør du
Ærtesuppe
- Tø ærterne op i koldt vand så de beholder deres flotte farve.
- Smelt smørret i en gryde og steg løg og hvidløg til de er blanke.
- Hæld bouillon og fløden over, kog op og lad det koge et par minutter.
- Hæld de optøede ærter i en blender, hæld flødeblandingen over og blend til du har en helt glat suppe.Du kan også slukke for blusset, hælde ærterne i flødeblandingen og blende suppen med en stavblender.
- Smag suppen til med citron, salt og peber.Suppen er klar til servering.
Kammuslinger og servering
- Fjern musklen fra kammuslingerne hvis ikke fiskemanden har gjort det.
- Drys dem med lidt sukker og salt, og lad dem trække 5-10 min.Dup dem derefter tørre i køkkenrulle.
- Steg kammuslingerne i en smule olie ved høj varme i ca. 45 sek – 1 min. på hver side, til de får en flot gylden stegeskorpe.
- Fordel suppen i 4 dybe tallerkener.
- Læg kammuslingerne i bunden og drys med ærter.
- Top med friske urter og friskkværnet peber.
- Inde ved bordet hældes en smule champagne langs kanten af suppen, som vil skumme flot op.
Hvor længe kan den laves i forvejen uden at miste den flotte farve?
Hej Julke
Altså suppe er jo virkelig hurtig at lave, – så jeg vil nok anbefale at lave den kort inden servering.
Men du kan sagtens lave den på forhånd og så lige lune den inden servering, – den skal nok holde farven flot hvis du blot sørger for at tø ærterne op i koldt vand som beskrevet i opskriften, og så vent evt. med at smage til med citron til du varmer den op.
Suppen skal ikke være kogende, bare lun 🙂
Dbh Dianna
Hej. Tror du man kan lave dem med lækre kæmperejer i stedet for kammusling?
Hej Cecilie
Det kan du sagtens, – det ville jeg personligt selv foretrække:)
Rigtig godt nytår:)
Kh Dianna
Hvilken slags champagne bruger du og hvor meget hælder du ca i?
Hej Christina
Det er ikke så meget der skal i – 2-3 spsk – ca 🙂
Og jeg bruger blot en tør cava/champagne.
Kh Dianna
Hej, hvilken type Champagne anvender du til din ærtesuppe med Kammuslinger?
Hej Finn
Jeg bruger en tør Champagne eller cava:)
Det behøver bestemt ikke være noget dyrt og fint, – den skal blot være tør. Sådan foretrækker jeg det i hvert fald:)
Dbh Dianna
Når du skriver optøjer i koldt vand er det så i frostboksen eller er ærterne i det kolde vand?
Hej Jane
Jeg hælder blot ærterne i en skål og koldt vand på. Du kan også give dem kogende vand, men skyl derefter i koldt vand, for at beholde den flotte farve 🙂
Kh Dianna