Halloween kage – Nem croissantkage med kakaocreme.
Halloween-kage – en super nem og virkelig lækker croissantkage med sprød croissantbund, cremet mascarpone-kakaocreme og den fineste Halloween-pynt. Den her kage er simpelthen så sjov at lave, smager fuldstændig fantastisk og ser ud af meget mere, end den egentlig kræver. Perfekt til Halloween-festen, en hyggelig eftermiddag med børnene eller som en sjov dessert til Halloween.
Bunden laver jeg af færdigkøbt croissantdej, som formes til croissanter og bages samlet i en springform. Det er super nemt, og du får den lækreste bund med masser af sprøde og luftige lag. Når croissantbunden er kølet helt af, topper jeg den med en blød og cremet kakaocreme lavet med mascarpone.
For at give kagen det helt rigtige Halloween-look blender jeg mørke chokoladekiks, f.eks. Oreo uden creme, til fine krummer, som drysses ud over kakaocremen. Det får toppen til at ligne mørk jord, og så er det ellers bare at gå i gang med den sjove pynt.
Jeg pynter min Halloween-kage med små spøgelser af skumfiduser og jordbær med øjne, og så laver jeg spindelvæv af smeltede skumfiduser. Det er virkelig nemt, og resultatet bliver den fineste og lidt uhyggelige Halloween-kage, som både børn og voksne vil elske.
Da jordbær ikke ligefrem er i sæson til Halloween, kan du sagtens erstatte dem med Oreo-kiks eller andre mørke kiks med små sukkerøjne. Det ser mindst lige så fint ud, og du kan pynte kagen præcis, som du har lyst til.
En fantastisk nem Halloween-kage med masser af smag, en lækker sprød croissantbund og den skønneste cremede kakaotopping. Og det bedste er næsten, at den er så enkel at lave, selvom den ligner en kage, du har brugt evigheder på. En sikker favorit til Halloween, hvor der gerne må være lidt ekstra sjov og uhygge på kagebordet.
Croissant halloweenkage
Video af opskriften
Ingredienser
Croissant bund
- 2 ds croissantdej – jeg bruger Danerolles
- 1 æg, sammenpisket – til pensling
Kakao mascarponecreme
- 200 g mascarpone
- 2 1/2 dl piskefløde
- 4 spsk kakaopulver, usødet
- 3 spsk flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
Spiselig jord og pynt
- 80 g mørke chookoladekiks (uden creme)
- Jordbær
- Skumfiduser
- Sukkerøjne
- Tyk glasur
Fremgangsmåde
Croissant bund
- Rul dejen ud og skær den ud i de forsnittede stykker.
- Rul stykkerne til croissanter – sørg for at lukningen vender nedad.
- Beklæd en springform (ca. 22-23 cm) med bagepapir i bunden, og smør med en smule fedtstof på kanterne.
- Læg croissanterne i, så de fylder hele formen. Start yderst med en ring, og fyld den op ind imod midten.
- Pensl med sammenpisket æg, og bag croissant bunden i ca. 15-18 minutter ved 200 grader.Lad bunden køle af.
Kakao mascarponecreme
- Hæld alle ingredienserne i en skål, og pisk dem sammen til cremen tykner. Cremen skal kunne holde faconen på kagen, men pas på du ikke overpisker så den bliver grynet.Opbevar den på køl til kagen skal samles.
Spiselig jord og pynt
- Blend chokoladekiks til en fin mel og hæld det i en skål.
- Lav en lille portion tyk glasur af flormelis og lidt vand – det skal virke som lim til øjne og hår til skumfiduser – og jordbær.
- Jordbær med øjne – Kan forberedes tidligere på dagen:Halver jordbærrene, og sørg for de er tørre. Dup en smule glasur på bagsiden af sukkerøjnene, og placer to på hvert jordbær.Læg dem til side.
- Skumfiduser med hår og øjne – Kan forberedes tidligere på dagen:Dup en smule glasur på bagsiden af sukkerøjnene, og placer to på hver skumfidus. Smør også toppen af skumfiduserne med lidt glasur, og dyp dem i de blendede chokoladekiks.Gem resten af kiksene til at drysse på toppen af kagen!!
Croissant halloweenkage
- Smør croissantbunden med mascarponecreme og fordel det godt ud.
- Drys toppen med resten af de blendede kiks, og fordel jordbær og skumfiduser herpå.
- Smelt 2-3 skumfiduser i mikroovnen – de skal have ca. 10-15 sekunder ved fuld styrke.Rør rundt med en ske til du har en klistret masse, og brug nu pege- og tommelfinger, på begge hænder, til at trække spindelvæv over kagen. Sæt det fast på siden af kagen. Det er klistrer – men se nu lige hvor flot 😉
- Servér kagen straks – eller opbevar den på køl i et par timer.
Hmm mon ikke den kan laves med chokoladekage bund istedet for crossaint ?
Hej Jenna
Jo det kan den absolut 🙂
Kh Dianna
Den er virkelig god og nem at lave
Tusind tak, det er jeg virkelig glad for at høre 🙂
Den skal jeg så meget lave et par stykker af til min søns fødselsdag, som har omkring halloween!
Kan allerede smage den