Lækker snasket mexicansk Mac & Cheese lavet med grøntsager og bønner.
Den er mættende, den er comfy og så er den vanvittig nem at lave.
Brug gerne en pande der kan gå i ovnen, så slipper du for unødig opvask, – og den smule der måtte være, kan du fikse imens retten gratinerer i ovnen.
Mexicansk Mac and Cheese kan toppes med creme fraiche ved servering, det giver et dejligt modspil til den let spicy ret, – og du kan naturligvis tilsætte flere jalapenos hvis du ønsker den mere spicy.
Mac & Cheese
Mac and Cheese er en pasta ret lavet med en opbagt mælkesauce tilsat rigelige mængder ost. Ostene kan variere alt efter smag, – men cheddar er gerne en af dem.
Derfor er Mac & cheese også perfekt til en mexicansk udgave, – og i sammenspil med mexicansk krydderi, grøntsager og bønner bliver det en mega lækker, snasket og compy pastaret.
Prøv også min opskrift på en Klassisk Mac and cheese – klik her eller Bagt Mac and cheese – klik her.

Mexicansk Mac and Cheese
Video af opskriften
Ingredienser
- 400 g pasta
- 1 løg, grofthakket
- 3 fed hvidløg, revet eller presset
- 2 peberfrugter, skåret i små tern (rød og grøn)
- 10 skiver syltet jalapenos, finthakket
- 1 ds kidneybønner
- 7 dl mælk
- 200 g cheddar, revet
- 100 g revet mozzarella
- 3 spsk tomatkoncentrat
- 3 spsk tacomix eller mexicansk krydderi – klik her
- 3 spsk hvedemel
- 50 g smør
- 1 spsk olie
- Salt og peber
Sådan gør du
- Smelt smør og olie på en stor pande, og steg løg og hvidløg til de er klare.*Du kan med fordel bruge en pande der kan gå i ovnen, retten skal gratinere 15 minutter inden servering.
- Drys krydderiet over, og svits med et minuts tid inden tomatkoncentrat tilsættes og varmes med et øjeblik.
- Drys melet over og rør det godt sammen, og tilsæt derefter mælken ad flere omgange, mens der røres grundigt.
- Tilsæt jalapenos og kog saucen godt igennem i 5-10 minutter, – husk at røre i saucen jævnligt, så den ikke brænder på. Smag derefter til med salt og peber.*Kog i mellemtiden pastaen al dente.
- Når pastaen er ved at være færdig røres osten ud i saucen, – gem en god håndfuld til at drysse på toppen, – ca. 100 gram.
- Hæld peberfrugter og bønner i saucen, og rør det godt sammen.
- Dræn pastaen for væde og vend den sammen med saucen. Juster evt. konsistensen med en smule pastavand hvis den virker for fast.*Har du en pande der kan gå i ovnen lader du retten forblive heri, – ellers hæld den over i et ovnfast fad.
- Fordel den sidste ost på toppen, og gratiner den i en forvarmet ovn ved 230 grader, almindelig ovn, i ca. 10 minutter.
- Lad retten hvile i 10 minutter inden den serveres, – og top den med finthakket persille, frisk jalapenos eller lignende.*Prøv også med en skefuld iskold creme fraiche, – det er super lækkert.



den var god til at lave mad
Det er godt at høre, tak 🙂