Grøn pastasalat med asparges, ærter og citronvinaigrette.
Grøn pastasalat med asparges og ærter er indbegrebet af forår og sommer på en tallerken.
En frisk og enkel pastasalat fyldt med sprøde grønne grøntsager som grønne asparges, ærter, agurk, salat og forårsløg, der giver masser af både smag og tekstur. Det hele vendes i en let vinaigrette med olivenolie, citron, honning og dijonsennep, som binder det hele sammen på den lækreste måde.
Det er en virkelig nem pastasalat, som passer perfekt som tilbehør til grillen eller som en let frokost eller aftensmad. Jeg topper ofte med lidt smuldret feta for ekstra smag, men den er mindst lige så lækker i en helt enkel version.
En skøn, grøn pastasalat der er hurtig at lave, fuld af smag og perfekt til de dage, hvor maden gerne må være let og lækker.
Når de friske ærter er i sæson kan det virkelig anbefales at bruge friskbælgede ærter, det smager fantastisk.
Grøn pastasalat med asparges og ærter
Video af opskriften
Ingredienser
- 300 g pasta
- 1 bdt grønne asparges, snittet
- 175 g ærter, optøet
- 1/2 agurk, skåret i tern
- 4 håndfulde salat
- 3 forårsløg, snittet
- 1 håndfuld nødder, grofthakket
- 1/2 citron, fintrevet skal
- Evt. smuldret feta
Vinaigrette
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk citronsaft
- 1 tsk honning
- 1 tsk dijonsennep
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kog pastaen som beskrevet på posen. Skyl derefter i rigeligt koldt vand og lad den dræne i en sigte.
- Bland imens ingredienserne til vinaigretten og krydr med salt og friskkværnet peber.
- Bland ingredienserne til salaten – pasta, de grønne grøntsager, nødder og vinaigrette. Vend det godt samme.
- Top salaten med revet citronskal og evt. smuldret feta og server.