Citronpasta med laks og spinat er en frisk og cremet hverdagsret, hvor citron og æggeblommer spiller hovedrollen som smagsgivere til pastaen. Den cremede konsistens opnås uden fløde, men med æggeblommer – og kombineres med citronsaft og citronskal for at give retten en lækker syrlig friskhed. Retten smages til med rigeligt friskrevet parmesan og et strejf af sort peber for en enkel, men perfekt balance.
Til retten serveres pandestegt laks, der gør måltidet mere proteinrigt og mættende – ideelt til dig, der ønsker en sund og komplet hverdagsret. Smørstegt spinat med et strejf af muskatnød giver retten en grøntsagsfyldt side, der passer perfekt til den syrlige og cremede pasta.
Hvis du foretrækker, kan spinaten vendes direkte i pastaen for en mere integreret ret. Her anbefales det at reducere mængden til cirka 100 gram, som tilsættes, når parmesanen er blandet i.
Denne opskrift er ikke kun velsmagende, men også hurtig og nem at lave. På bare 20 minutter kan du sætte en frisk, lækker og mættende ret på bordet, der helt sikkert vil blive en ny hverdagsfavorit.
Citronpasta med laks og spinat
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Ingredienser
- 4 stykker laks
- Olie
Pastaen
- 6 æggeblommer
- 1 citron, fintrevet skal og saft heraf
- 4-500 g spaghetti
- 50 g smør
- 100 g parmesan, fintrevet
- Kogevand fra pastaen, – ca. 2 dl
- Salt og friskkværnet peber
Spinaten
- 300 g spinat
- 2 fed hvidløg
- 20 g smør
- Muskatnød
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Fjern evt. ben fra laksefileterne, og krydr med salt og friskkværnet peber.
- Rør æggeblommerne sammen med citronskal og citronsaft.
- Kog pastaen al dente som beskrevet på pakken, og steg imens laksen på en pande med en smule olie.Steg stykkerne ved god høj varme i ca. 3 minutter på hver side, alt efter tykkelse. Læg dem til side på en tallerken.
- Tør panden af, og tilbered spinaten herpå. Smelt de 20 gram smør, og steg hvidløget af et minuts tid. Hæld spinaten på panden og tilbered det til det falder sammen og har smidt væden. Smag til med muskatnød, salt og friskkværnet peber.
- Hæld vandet fra pastaen – gem et par deciliter til at justere konsistensen med.
- Rør smørret i pastaen sammen med en smule af kogevandet, og tilsæt derefter æggeblommerne og parmesan. Rør det godt sammen med pastaen over helt svag varme.
- Juster konsistensen med mere kogevand fra pastaen, og smag til med salt og masser af friskkværnet peber.
- Fordel pastaen på 4 tallerkener, og server med laks og spinat ved siden af.
Hvor meget Parmesan skal der ca bruges ? 🙂
Hej Karen
Ej for søren, det har jeg da glemt at skrive;)
Der skal bruges 100 gram, det er opdateret nu:)
Kh Dianna