Cremet spidskålssalat a la coleslaw med æble, ærter, majs og citrondressing.
Er du på udkig efter en frisk, cremet og virkelig smagfuld salat, så skal du prøve denne spidskålssalat med æble, ærter og citrondressing. Den sprøde spidskål kombineres med sødt æble, sprøde ærter, saftige majs, milde forårsløg og finthakkede pistacienødder, som tilsammen giver en skøn blanding af sprødhed, sødme og masser af friskhed.
Det hele vendes i en let og cremet citrondressing med cremefraiche, en smule mayonnaise, citron, honning og dijonsennep. Det er en dressing, jeg er blevet helt vild med, fordi den er frisk, cremet og har den helt perfekte balance mellem syre, sødme og et lille strejf af sennep. Jeg bruger gerne cremefraiche 9 %, da den giver en let konsistens, som fordeler sig flot omkring salaten uden at blive tung.
Salaten er utrolig nem at lave og passer perfekt som tilbehør til sommerens grillmad, men den er mindst lige så lækker til gryderetter, stegt kylling, saftige koteletter eller et stykke fisk. Den leder tankerne hen på en klassisk coleslaw, men i en lettere, friskere og mere farverig udgave med masser af sæsonens bedste råvarer.
Ønsker du lidt ekstra variation og endnu mere knas, kan du toppe salaten med lidt ekstra grofthakkede pistacienødder eller supplere med saltede mandler eller valnødder. Salaten smager dog mindst lige så skønt, præcis som den er – enkel, frisk og fuld af smag.
Spidskålssalat med æble, ærter og citrondressing
Ingredienser
- 1/2 spidskål, snittet
- 100 g majs, drænet for væde
- 150 g ærter, optøet
- 1 æble, skåret i kvarte og tynde skiver
- 3 forårsløg, snittet
- 1 håndfuld pistacienødder, grofthakket (saltede eller usaltede)
Dressing
- 1 dl creme fraiche, gerne 9%
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk citronsaft
- 1 tsk honning
- 1 tsk dijonsennep
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Bland ingredienserne til dressingen og smag til med salt og friskkværnet peber – evt. mere citron eller honning.
- Hæld spidskål, majs, ærter, æble og forårsløg i en skål og vend det godt sammen med dressingen.
- Drys toppen med hakkede pistacienødder og evt. forårsløg.