Opskrift på den lækreste mojito med passionsfrugt, – frisk, syrlig, sødmefuld og læskende.
Passionsfrugt mojito, – faktisk nok en af mine favoritter når det kommer til mojitos. Jeg elsker den smag og friskhed passionsfrugten tilfører drinken, – en rigtig sommerdrink i den smukkeste farve.
Passion mojito kræver faktisk kun de samme ingredienser som en klassisk mojito, og derudover blot friske passionsfrugter. Der er masser af smag i passionsfrugterne, så det er absolut ikke nødvendigt at tilsætte anden form for passionsfrugt koncentrat, sirup eller lignende.
Du kan toppe din passionsfrugt mojito med en halv passionsfrugt, – det ser super flot ud, men er bestemt ikke nødvendigt. Gør du det, kan du jo passende bruge den i næste cocktails;-)
Passionsfrugt mojito
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 8 cl lys rom
- 2 passionsfrugter
- 1 lime, skåret i både
- 2 spsk sukker (jeg foretrækker rørsukker)
- 20 mynteblade
- Danskvand
- Isterninger
Pynt – kan undlades
- 1 passionsfrugt – halveret
- Mynte
Sådan gør du
- Hæld limebåde, sukker og rom i en shaker eller et glas, og mos det godt sammen, – gerne med en muddler.
- Tilsæt myntebladene og stød/mas dem let med så de frigiver deres olier, bare et par gange med muddlerene, – undlad at mose dem for meget.
- Tilsæt frugtkødet fra begge passionsfrugter, og rør rør det godt sammen.
- Fyld 2 glas op med is, gerne knust is, – og fordel blandingen i glassene.Lad limebåde, mynte osv. komme med i glassene, – der er masser af smag at hente, og det ser super flot rustikt ud.
- Rør godt rundt med en ske, så det hele bliver godt mixet sammen med isterningerne, og top din passionsfrugt mojito med danskvand.
- Pynt den evt. med en halv passionsfrugt og lidt mynte.