Er du på udkig efter den perfekte afslutning på påskemåltidet, som både er let at lave og ser imponerende ud? Så er min nemme påskecheesecake i glas lige noget for dig! Denne dessert kræver ingen husblas, så alle kan være med, og det bedste af det hele er, at den kan trylles frem på under 15 minutter.
Bunden er en sprød og smagfuld blanding af kiks og citronskal, som komplementeres perfekt af den cremede ostecreme med frisk passionsfrugt og vanilje. For at toppe det hele af, har jeg pyntet med farverige chokoladeæg, som ikke blot tilføjer et festligt påsketouch, men også en lækker teksturkontrast.
Nem påskecheesecake i glas uden husblas
Uanset om du skal holde påskefrokost for familien eller bare ønsker at forkæle dig selv med en lille sød sag, så er denne påskecheesecake i glas den ideelle dessert. Let at lave, umulig at modstå – og garanteret en succes på ethvert påskebord!
Cheesecaken kan sagtens forberedes dagen før, eller tidligere på dagen – men vent med påskeæggene til servering.
Vil du hellere lave en almindelig påskecheesecake – så har jeg nogle andre lækre påskevarianter – klik her.
Påske cheesecake i glas – Cheesecake i glas med passionsfrugt
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Kiksebund
- 175 g digestivekiks
- 50 g smør
- 1 citron, fintrevet skal heraf
Cheesecake uden husblas
- 3/4 dl frisk passionsfrugt saft (6-8 passionsfrugter)
- – kan erstattes af 1/2 dl friskpresset citronsaft
- 200 g flødeost
- 2 1/2 dl piskefløde
- 50 g flormelis
- 2 tsk vaniljesukker
Pynt
- Blandede påskeæg
- Evt. hornvioler
Sådan gør du
Kiksebund
- Smelt smørret i en gryde, og fjern den fra blusset.
- Blend kiks med citronskal til en fin mel, og rør det sammen med smørret.
- Fordel kiksen i 6 serveringsglas. Kiksede skal ikke mases som ved en klassisk cheesecake – de skal bare ligge i et fint lag.
Cheesecake uden husblas
- Halver passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud. Sigt den igennem en finmasket sigte så alle kerner sigtes fra. Rør det grundigt med en ske – det gør det meget nemmere at få alt saften ud. Fortsæt til du har den angivede mængde i ingredienslisten.
- Hæld flødeost, piskefløde, passionsfrugt saft, flormelis og vaniljesukkere i en skål, og pisk det sammen med en håndmixer, til cremen tykner.Pas på ikke at piske for meget, – cremen skal være blød og lækker.
- Hæld ostecremen på en sprøjtepose, og sprøjt cremen over kiksebundene. Glat evt. toppen en smule ud med bagsiden af en varm ske.
- Hak en håndfuld påskeæg fint og groft – de må gerne være forskellige i størrelsen. Lad også nogle forblive hele.
- Drys påskeæggene over ostecremen, læg et par hele påskeæg på og pynt evt. med hornvioler.
Den vil jeg servere til gæsterne i år! Kan den eventuelt laves med vaniljestang også?
Hej Diana
Kan de laves er par dage for de skal serveres? Altså sådan ift om de kan finde på at ‘falde sammen’ nu der ikke anvendes husblas…. Det er nyt for mig at prøve uden…
Dejlig påske
Hej Winni
Du kan sagtehns lave dem dagen i forvejen, cremen skal fint hode faconen hvis den er pisket til den er cremet og fast 🙂
Vent med at pynte til de skal serveres 🙂
Kh Dianna
Hej Dianna
Det lyder nemt og lækkert 🙂
Kan jeg bruge cremefraiche 18% i stedet for piskefløde til cremen?
I stedet for citronsaft- eller passionsfrugt, kan jeg så bruge friskpresset appelsinsaft?
God påske
Hej Jeanette
Fløden kommer du nok ikke uden om, da det er den der tykner cremen. Tror ikke du vil få det samme luftige resultat ved at røre flødeost og creme fraiche sammen – desværre 🙂
Du kan dog sagtens bruge appelsinsaft 🙂
Kh Dianna
Hej Dianna
Den vil jeg lave til mine påskegæster.
Er der et alternativ til flødeosten, hvis ikke alle gæster er ‘ostespisere?’
Mvh.
Katrine
Hej Katrine
beklager jeg først får svaret nu 🙂
Jeg tror godt du kan erstatte med creme fraiche eller græsk yoghurt, gerne en fed en af slagsen – og så smage til med ekstra flormelis 🙂
Kh Dianna
Hej Dianna
Jeg lavede denne lækre dessert i påsken og gæsterne var VILDE med den! Nu er det ikke påske længere, men eftersom den var så nem vil jeg gerne lave den igen. Men kan man med fordel bruge andre former for frugt/bær i stedet for passionsfrugt?
Mvh Julie Dam
Hej Julie
Hvor er det dejligt at høre altså – tak 🙂
Ja absolut du – prøv med f.eks. 1/2 d friskpresset citronsaft, det vil være super lækkert til 😉
Kh Dianna
Dejlig, dejlig dessert og nem at lave. Pyntede dog med jordbær i stedet for påskeæg, da påsken er overstået
Hej Dorthe
Åhhh hvor godt at høre – tak fordi du skriver det 🙂
Kh Dianna
Bliver kiksen i bunden ikke for blød hvis man laver dem dagen før?
Hej Tina
Nej slet ikke, du kan sagtens samle dem dagen inden 🙂
Men du kan også blot forberede begge elementer og samle inden servering, det er hvad du foretrækker 🙂
Kh Dianna