Skøn og lækker vegetar bolognese lavet på linser og grøntsager, – en fantastisk dyb og fyldig ret, der er super nem at lave og som smager fantastisk.
Jeg elsker vegetarretter, synes man kan lave de skønneste og mest velsmagende måltider ved blot at bruge masser af grøntsager, bønner og linser. Dermed ikke sagt at jeg også elsker en god stor bøf, men en gang eller to om ugen er det dejligt med nogle kødfri dage.
Denne bolognese kan hele familien være med på, den smager simpelthen så dejligt ovenpå en gang pasta, og så lige toppet med friskkværnet peber og parmesan.

Linse bolognese - Vegetar bolognese
Ingredienser
2 1/2 dl grønne linser
1/2 dl røde linser (de er med til at "jævne" saucen
3 stilke bladselleri
2 store gulerødder
2 løg
3-4 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
1/2 l grøntsagsbouillon
1 1/2 dl rødvin
3 spsk tomatkoncentrat
1 tsk oregano
1 tsk basilikum
1/2 tsk timian
1/2 tsk rosmarin
Olie
Salt og peber
Evt. en håndfuld friske basilikumsblade
Derudover
Pasta efter eget valg
Fintrevet parmesan til toppen
Sådan gør du
- Skyl linserne grundigt og stil dem til side.
- Rens bladselleri, gulerødder, løg og hvidløg og blend dem fint i en minihakker eller lignende. Alternativt kan de hakket meget fint i hånden.
- Varm olien op og svit grøntsagerne ved middel varme i 5-8 min., - rør jævnligt og skru evt. en smule end for varmen så ikke de brænder på.
- Tilsæt krydderier og tomatkoncentrat og lad det varme med et par minutter.
- Hæld rødvinen over og lad den koge ind et minuts tid.
- Tilsæt linser og bouillon, og lad retten simre ved middel varme i min. 45 min., - til de grønne linser er tilberedt.
- Smag til med salt og peber og tilsæt evt. en håndfuld friske basilikumsblade.
- Kog pastaen al dente som beskrevet på pakken, og server med linse bolognese og masser af fintrevet parmesan.


Hej – bruger du linser fra dåse?
Hej Vibeke
Nej jeg bruger tørre linser til denne opskrift:) De røde linser tilsættes for at “koge ud” og jævne retten, og de grønne er selve volumen i retten. De grønne skal have ca. 45 min. for at blive tilberedt, og imens de simrer med i retten udvikler retten masser af smag
Men du kan sagtens bruge linser fra dåse, – der ville jeg blot lade saucen simre 45 min. alene først, for derefter at tilsætte linserne og lade dem varme med i 10-15 min.
Rigtig dejlig dag☀️
Mange hilsner
Dianna