Nem, hurtig og vanvittig lækker ret der kan være færdig på under 30 min. Den smager helt fantastisk, – sammensætning af den lidt søde laks går perfekt sammen med den kraftige hvidløg og stærke chili i pastaen. Juster styrken efter temperament, men pastaen må gerne lige prikke på tungen.
Laks med hvidløgs chili pasta
Opskrift på lakseside serveret med lækker hvidløgs-chili pasta
Ingredienser
- 1 lakseside
- 1/2 dl olivenolie
- 3 spsk god honning
- 1/2 citron, saften heraf
- 1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
- Salt og peber
- Pasta med hvidløg og chili
- 400 g spaghetti eller anden pasta
- 6 fed hvidløg
- 1/2 - 1 stor rød chili med kerner, - alt efter ønskede styrke
- 1/2 citron, saft og fintrevet skal heraf
- 2 håndfulde bredbladet persille, finthakket
- 1 dl olivenolie, måske lidt mere
- Lidt kogevand fra pastaen
- Salt og peber
Fremgangsmåde
Laksen Tænd ovnen på 200 grader, almindelig ovn.
Skyl og rens laksen for evt. urenheder, fjern ben ved hjælp af en pincet, og dup laksen tør med lidt køkkenrulle.
Læk laksen i et ovnfast fad.
Bland olivenolie med honning, citron og hakket persille og smag til med salt og peber.
Pensl laksesiden med ca. halvdelen af marinaden og bag laksen i ovnen i ca. 12-15 min. Pensl den yderligere 1-2 gange undervejs. Brug gerne en ske til også at hælde marianden over som er løbet ud i fadet.
Når laksen har en kerne temperatur på ca. 52 grader tages den ud, og hviler færdig i ca. 5-8 min., - der vil laksen være perfekt tilberedt uden at være rå men stadig mega saftig og fuld af smag.
Pasta med hvidløg og chili Friskrevet parmesan og lidt persille til toppen
Pres eller riv hvidløgene fint og bland dem sammen med olivenolien.
Fint hak chili og bland det ligeledes i olien og tilsæt derefter citronsaft samt skal.
Rør persillen i og smag til med salt og peber.
Kog pastaen al dente i rigeligt godt saltet vand. Hæld vandet fra pastaen og gem 1-2 dl.
Bland olieblandingen godt sammen med pastaen, og juster konsistensen med lidt kogevand.
Anret i en tallerken og top af med friskrevet parmesan og lidt hakket persille.
