
Koteletter i fad med cremet paprikasauce er en sand familiefavorit, der både er nem og hurtig at lave.
Med møre koteletter og en fyldig paprikasauce lavet af bacon, stegte svampe, peberfrugt og fløde, bliver denne ret hurtigt en klassiker på middagsbordet. Paprikaen giver saucen sin karakteristiske varme og smag, mens fløden gør den dejligt cremet – en kombination, der hitter hos både store og små.
Retten er klar på omkring en halv time og er derfor perfekt til hverdage, hvor det skal være nemt, men stadig lækkert.
Server fadkoteletterne med kogte ris, kartofler, kartoffelmos eller pasta. Sørg endelig for at få det sidste af saucen med – den er nemlig skøn at vende med pasta til frokosten dagen efter.
En ret, der passer til alle anledninger og altid smager fantastisk.

Koteletter i fad med paprikasauce
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Koteletter
- 2 dl hvedemel
- 1 tsk paprika
- 5 koteletter á ca. 150 g/stk
- 50 g smør
- 2 spsk olie
- Salt og friskkværnet peber
Sauce
- 150 g bacon, skåret i tern
- 300 g champignon, skåret i skiver
- 1 løg, skåret i strimler
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 2 spsk sød paprika
- 2 spsk tomatkoncentrat
- 1 rød peberfrugt, skåret i små strimler
- 2 1/2 dl kyllingebouillon
- 2 1/2 dl fløde eller creme fine
- Salt og friskkværnet peber
Til servering
- Kartoffelmos, ris eller kogte kartofler
- Finthakket persille
Sådan gør du
- Bland mel og paprika, og krydr med salt og friskkværnet peber. Vend koteletterne heri.
- Smelt smørret på en pande med olien, lad det bruse godt op, og brun koteletterne af på begge sider i et lille minuts tid, ved høj varme. Læg dem til side i et ovnfast fad.
- På samme pande steges baconen let gylden inden svampene tilsættes og brunes med.
- Tilsæt løg og hvidløg og steg til løgene er klare, og drys derefter paprikaen over.
- Tilsæt tomatkoncentrat og varm det igennem et minuts tid, og hæld derefter peberfrugt, bouillon og fløden ved. Lad saucen simre i 5 minutter og smag derefter til med salt og friskkværnet peber.
- Hæld lidt fyld i bunden af et ovnfast fad, læg koteletterne ovenpå, og fordel det sidste fyld på toppen.
- Tilbered dem i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 15 minutter. Tilberedningstiden varierer alt efter tykkelsen på kødet, og hvor længe du har brunet dem af.
- Top med hakket persille inden servering, og servér med ris, pasta eller kartofler.
Smager virkelig dejligt:-)
Hej.
I videoen og omtalen er der peberfrugt i retten, men ikke i opskriften?
Hej Charlotte
Ej for søren da, den er misset – har opdateret det på opskriften nu 🙂
Kh Dianna
Shit det smager godt, den sauce der⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Hejsa
Eeeej tak altså – så dejligt at høre 🙂
Kh Dianna