Den lækreste bløde og cremede avocado hummus, – skøn mild og krydret smag, silkeblød og ustyrlig lækker.
Avocado hummus er drøn nemt at lave, og så går den perfekt som tilbehør til alverdens retter. Brug din avocado humus som spread i en sandwich, dip til grøntsagsstænger eller snacks, til sommerens grill, – kød, grøntsager og brød. Den smager simpelthen så lækkert, og farven kan da pifte et hver bord op.
Og apropos farven, den smukke grønne hummus får jeg ved at tilsætte en god håndfuld frisk spinat, – den kan ikke smages men giver masser af farve og tilmed også lidt ekstra vitaminer 🙂
Smag altid din hummus til når du når til de sidste trin, – det er meget individuelt hvor meget hvidløg, tahin, citron eller salt man ønsker. Det er altid nemmere at tilsætte mere, – så smag til og juster konsistensen med vand, til du får den cremede avocado hummus som du foretrækker.
Cremet hummus – hvordan får jeg min humus blød og cremet
Der er to hemmeligheden bag den perfekt cremede hummus.
Den ene er ganske simpel, – den skal blendes og den skal blendes længe. Det tager altså noget tid at få gjort hummusen cremet, så du skal væbne dig med lidt tålmodighed.
Det andet er, at du faktisk med fordel kan koge kikærterne med 1 tsk bagepulver, – også selvom de er fra dåse. Kog dem i ca. 30 minutter, skyl og lad dem køle af. Det gør din hummus ekstra cremet. Hvis kikærterne i forvejen er meget møre, undlader jeg selv dette step:)
Avocado hummus
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 ds kikærter, skyllet og drænet for væde
- 2 modne avocadoer (gem evt. en smule til toppen)
- 1 håndfuld frisk spinat
- 1 citron, saften heraf
- 2-3 fed hvidløg, revet eller presset
- 3 spsk tahin – klik her for opskrift – ellers gerne lys tahin
- 2 spsk olivenolie
- 3/4 tsk spidskommen
- Salt
- Evt. lidt vand til at justere konsistensen
Sådan gør du
- Hæld kikærterne i en minihakker sammen med spinaten, og kør det hurtigt sammen. PÅ den måde falder det lidt sammen, og der er bedre plads til de øvrige ingredienser.*Bruger du en større blender, kan du tilsætte alle ingredienserne på én gang, og smage til med citron og salt til sidst.
- Tilsæt avocadoen I store tern, revet hvidløg (start evt. med 2), tahin, olivenolie, saften af 1/2 citron, spidskommen og salt (start med 1/2 tak), og blend hummusen til alle ingredienser er mikset godt sammen. Det tager sagtens 5 minutter.Skrab evt. kanterne ned undervejs hvis der er behov for det.
- Smag hummusen til med mere citronsaft, mere salt, spidskommen eller hvidløg, – og juster konsistensen med en smule vand hvis der er behov for det. Blend din hummus til den er blød og cremet, – det tager lidt tid at få den luftig og cremet. Så hav tålmodighed.Jeg kan god lide den er blød og cremet, – og bruger gerne 2 spiseskefulde koldt vand.
- Server din hummus toppet med tern af avocado, sesamfrø og frisk mikrogrøn, persille eller lignende.Avocado hummus holder sig fint i 3-4 dage på køl. Pak den tæt med film, så den ikke får luft, – og læg gerne en avocadosten på toppen, så holder den farven pænest.
Det ser sørme lækkert ud ☺️ hvor længe tænker du den kan holde på køl ?
Hej Mette
Tusind tak:)
Jeg har lige opdateret det på opskriften, god pointe:)
3-4 dage på køl, pakket tæt med film så den ikke får luft – og gerne med en avocadosten på toppen:)
Kh Dianna