
Agurkebåde med tunsalat og chilimayo – Sprød, cremet og lækker
Hvis du elsker nemme, friske og proteinrige snacks, så skal du prøve disse sprøde agurkebåde med tunsalat og chilimayo. Perfekte som en let frokost, en hurtig snack eller endda som en lækker appetizer i mindre bidder.
Tunsalaten røres sammen på ingen tid, og ved at skrabe kernerne ud af agurken skaber du den perfekte lille “skål” til fyldet. Det giver ikke bare mere plads til den cremede tunsalat, men gør det også nemmere at tage en bid uden at spilde. Win-win!
Den spicy chilimayo giver et skønt modspil til den friske agurk og den milde tunsalat – og du kan nemt justere styrken efter smag.
Fif til servering
Skær agurkebådene i mindre bidder og servér dem som en elegant appetizer.
Pynt med friske urter, sesamfrø eller lidt ekstra chiliflager for et ekstra pift.
Vil du have en ekstra proteinbombe? Rør lidt hakkede æg i tunsalaten.
Uanset hvordan du serverer dem, så er de her agurkebåde en skøn og sund måde at nyde en klassisk tunsalat med et twist.

Agurkebåde med tunsalat og chilimayo
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Tunsalat med hytteost
- 1 ds tun
- 125 g hytteost
- 2 spsk mayonnaise
- 1-2 spsk rødløg, finthakket
- 1 spsk purløg, finthakket
- Citronsaft
- Salt og friskkværnet peber
Derudover
- 1 agurk
- Chilimayo
- Sesam
- Mikrogrønt, purløg eller lignende
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til tunsalaten og smag til med citronsaft, salt og friskkværnet peber. Sæt på køl.
- Halver agurken på midten, og skær den derefter på den lange led, så du har 4 aflange stykker.
- Skrab kernerne ud med en ske, og dup agurkebådene tørre med lidt køkkenrulle.
- Fordel tunsalaten i agurkebådene, top med chilimayo og drys med sesam, mikrogrøn og friskkværnet peber.

Hej Dianna. Ser lækker ud, hvilken chilimayo foretrækker du?