Tomato tonnato – Tomater med cremet tunsovs. En vegetarisk (pescetarisk) version af en vitello tonnato.
Tomato tonnato – eller tomater med tunsauce – er den lækreste sommerret med saftige tomater, cremet tunsovs, sprøde brødcroutoner, kapers og frisk basilikum. En superenkel ret, der smager fuldstændig fantastisk og samtidig ser så fin ud på bordet.
Tomato tonnato er en nyere og efterhånden ret hypet fortolkning af den italienske klassiker vitello tonnato, hvor tynde skiver kalvekød serveres med en cremet sauce lavet på tun. I denne version er kødet skiftet ud med solmodne tomater – og det fungerer altså virkelig godt. Tomaternes friskhed og sødme passer perfekt til den salte og cremede tunsovs, kapers og de sprøde croutoner.
Og her kan det virkelig betale sig at gå efter nogle gode tomater. Jeg bruger gerne store bøftomater, heirloom-tomater eller andre store, solmodne tomater med masser af smag. Skær dem i skiver og lad dem danne bunden for retten – enkelt og virkelig smukt.
Tunssaucen laver jeg med tun i olie, som jeg dræner grundigt. Tun i olie har en dejlig fyldig konsistens, men jeg bruger ikke olien fra dåsen, da kvaliteten og smagen kan variere meget fra mærke til mærke. Du kan også sagtens bruge tun i vand.
Tun blendes med hårdkogte æggeblommer, ansjosfileter, kapers, citronsaft, mild olivenolie og en smule mayonnaise. Mayonnaisen er ikke traditionel i en klassisk tonnato-sauce, men jeg synes, den runder smagen fantastisk af og giver saucen en ekstra blød og cremet konsistens. Juster til sidst konsistensen med lidt ekstra olivenolie eller vand. Den skal være silkeblød og cremet – hverken for fast eller for tynd.
Croutonerne laver jeg af brød, hvor jeg skærer skorpen fra. På den måde får du nogle skønne, luftige croutoner, der bliver dejligt sprøde uden at blive hårde.
Anret tomaterne på et fad, fordel den cremede tunssauce over, og top med croutoner, kapers og masser af frisk basilikum. Slut af med friskkværnet peber, flagesalt og eventuelt en smule god olivenolie. Så enkelt – og simpelthen så lækkert.
Tomato tonnato er perfekt som en lille sommerlig forret eller som en let frokost med godt brød ved siden af. Tunsaucen kan sagtens forberedes i forvejen, og bliver den lidt tykkere efter en tur på køl, rører du den bare op med en smule vand inden servering.
En virkelig skøn måde at servere sommerens tomater på – cremet, salt, frisk og sprød på én gang.
Tomato tonnato – Tomater med tunsauce
Video af opskriften
Ingredienser
Tunsauce
- 1 ds tun i olie, drænet for væde
- 2 æggeblommer, hårdkogte
- 4 ansjosfileter
- 1 1/2 spsk kapers, drænet
- 2 spsk mild olivenolie
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk citronsaft
- Salt og friskkværnet peber
Croutoner
- 1/2 daggammelt franskbrød eller 1 flute
- 2 spsk olivenolie
- Salt
Derudover
- 500 g store tomater, skåret i skiver
- 3-4 spsk kapers, drænet
- Friske basilikumblade
- Flagesalt og friskkværnet peber
- Evt. olivenolie
Fremgangsmåde
Croutoner
- Riv brødet i store chunks – undlad gerne skorpen. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, vend dem med lidt olie og krydr med salt.
- Bag brødcroutonerne i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 18-20 minutter, og lad dem derefter køle af.
Tunsauce
- Hæld alle ingredienserne i en minihakker eller lignende, og blend til du har en ensartet creme. Smag til med salt og friskkværnet peber – evt. mere citron. Justerogså konsistensen med mere olivenolieolie eller en smule vand.
Anretning
- Dup tomatskiverne tørre med lidt køkkenrulle, så de ikke væder for meget. Fordel dem på 4 tallerkener.
- Fordel tunsaucen over tomaterne, gerne i mindre klatter som du swiper rundt med en ske, og fordel derefter croutonerne på toppen.
- Drys med kapers og friske basilikumblade, evt. en smule olivenolie og krydr med friskkværnet peber og en smule flagesalt.