Lækker pizza bianco, fyldt med mozzarella og mascarpone, – cremet og lækker. Derudover toppet med hokkaido græskar i tynde skiver, hjemmelavet pesto, ruccola og pinjekerner, – masser af smag, og skøn kombination.
Jeg havde en rest hokkaido græskar liggende i køleskabet, – og da den stod på pizza, tænkte jeg, at det da var en skøn mulighed for at lave en ny lækker topping. Det blev møg lækkert altså, – og som altid er jeg jo kæmpe fan af pizza bianco med masser af mascarpone, uhmm.
Jeg vil anbefale en god hjemmelavet grøn pesto, – prøv denne ruccola pesto, den er perfekt til denne pizza.
Pizza bianco med græskar, pesto og mascarpone
Opskrift på lækker pizza bianco med græskar, pesto og mascarpone.
Ingredienser
- 1 portion pizzadej
- 3-4 bøffelmozzarella, åbnet og drænet for væde
- 200 g mascarpone
- 1 dl grøn pesto, - prøv denne ruccola pesto
- 1/2 hokkaido græskar
- 4 håndfulde ruccola
- 50 g pinjekerner
- Salt og peber
Fremgangsmåde
Skær græskarret i ultra tynde skiver, - gerne på et mandolinjern.
Del dejen i 4 og rul ud i tynde cirkler på ca. 30 cm i diameter.
Fordel bøffel mozzarella og mascarpone på bundene.
Top med græskar, klatter af pesto og drys med pinjekerner. Krydr med salt og peber.
Bag pizzaerne til de er sprøde og gyldne, - i ovn, ca. 15 min ved 250 grader.
Server pizzaerne toppet med frisk ruccola.



