
Lohikeitto er en klassisk finsk laksesuppe, der er kendt for sin milde, let cremede smag og enkle ingredienser.
Denne laksesuppe er utrolig nem at lave og byder på en vidunderlig kombination af møre kartofler, porrer og saftig laks, som sammen skaber en smagfuld og fyldig suppe.
Jeg har valgt at tilføje et skvæt hvidvin, som tilfører en skøn dybde til suppen – alkoholen koges selvfølgelig ud, så det er kun smagen, der bliver tilbage. Hvidvinen kan dog sagtens undlades, hvis du foretrækker den originale version.
Lohikeitto passer til alle årstider og er en suppe, der nemt kan blive en favorit for hele familien.
Server laksesuppen med et drys frisk dild på toppen for den autentiske smag, eller brug persille, hvis dild ikke er din favorit.

Lohikeitto – Finsk laksesuppe med kartofler og porre
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 500 g laks
- 3 gulerødder
- 2 porre
- 450 g kartofler
- 1 1/2 dl hvidvin (kan undlades)
- 1 l bouillon – fisk, grønt eller kylling
- 2 1/2 dl fløde
- 1 bdt dild, finthakket
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Sådan gør du
- Skræl og rengør grøntsagerne og skær gulerødderne i skiver, porrene i ring og kartoflerne i mundrette bidder.Gem den fine grønne del af porrerne og snit det fint – de tilsættes suppen til sidst.
- Skær laksen i mundrette bidder og krydr med salt og friskkværnet peber.
- Varm en sjat olie op i en gryde, og steg gulerødder og porre, til porrerne falder let sammen. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Hæld hvidvinen ved, og lad den reducere i 4-5 minutter, og hæld derefter kartofler og bouillonen ved. Lad suppen simre, under låg, i ca. 10 minutter, eller til kartoflerne er ved at være møre.
- Tilsæt fløde og hæld laksestykkerne i suppen sammen med den grønne del af porrerne, og lad suppen simre videre i ca. 5 minutter – eller til laksen er tilberedt.
- Smag suppen til med salt og friskkværnet peber, og server den med masser af finthakket dild på toppen.

Virkelig lækker
Tusind tak, det er jeg så glad for at høre 🙂
Kh Dianna
Virkelig lækker og velsmagende
Tusind tak for de søde ord Lone 🙂
Kh Dianna
Dejlig, blid smag, let at lave, masser af saft og kraft, især med hjemmelavet kyllingefond.
Jeg gav den et skvæt friskpresset citron til sidst hvilket jeg synes giver dybde til smagen.
Den var et hit hos små som store!
Hej Thea
Sikken en dejlig besked, tusind tak 🙂
Kh Dianna
Det lyder lækkert. Kan man lave suppen dagen før
Hej Sara
Det kan du sagtens ja 🙂
Jeg vil vente med laksen og de fintsnittede porretoppe til den skal serveres, så den fremstå med en smuk farve, og så laksen ikke bliver tør 🙂
Kh Dianna
Den smager fantastisk!