Grillet hakkebøf serveres med skøn lun squashsalat a la squashspaghetti, – skøn smag af grill kombineret med citron, hvidløg og parmesan.
Vi elsker hakkebøffer herhjemme, og vi prøver at variere tilbehøret så meget som muligt, for hakkebøffer kan serveres på et hav af måder.
Denne version er super frisk og lækker, ligger let i maven og smager bare vidunderligt. Måltidet kan tilberedes på 30-45 min. hvilket gør det ideelt til et godt hverdags måltid hvor tiden kan være lidt kneben.
Hakkebøf med lun squashsalat
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 800 g
hakket oksekød
-
Salt og peber
-
Lidt olie hvis de steges på panden
Lun squashsalat
- 3 squash
- 3/4 dl
olivenolie
- 1 fed
hvidløg, fintrevet eller presset
- 1/2
citron, fintrevet skal og saften heraf
- 1 håndfuld
persille, finthakket
- 40 g
parmesan, fintrevet
-
Salt og peber
-
Lidt parmesan og persille til toppen
Sådan gør du
Hakkebøfferne
- Form 4 lige store bøffer ud af kødet, krydr med salt og peber, og lad dem hvile på spækbrættet i 10-15 minutter.
- Grill eller steg hakkebøfferne til de er tilberedt efter eget ønske, og lad dem derefter hvile et par minutter.
Squashspaghetti
- Skær squashen ud i spaghetti strimler, - det gøres nemmest med en spiralizer der er produceret til formålet, men kan også klares med en kartoffelskræller og derefter snitte dem i tynde strimler med en kniv.
- Varm olien på en pande ved middel varme, og svits hvidløg og citronskal af et par minutter.
- Tilsæt persille, salt og peber samt citronsaft, og varm det hurtigt op.
- Hæld squashspaghetti og parmesan over og vend det godt og hurtigt i olien, og sluk for blusset. Squashen må ikke falde sammen, den skal stadig være lækker frisk og sprød.
- Server straks den lune squashsalat med de grillede hakkebøffer og lidt friskrevet parmesan på toppen.