Super lækre græskinspirerede smash tacos med krydret oksekød, cremet agurkesalat med feta og grøntsager.
De her græske tacos tager udgangspunkt i de populære burger tacos – princippet er det samme, men her med lækre græske vibes.
Kødet er krydret så du rigtig fornemmer det græske køkken, og den saftige og sprøde agurkesalat er rørt med græsk yoghurt og smuldret feta.
De smager vanvittig godt, og så er de virkelig nemme at lave.
Lav agurkesalaten grov, jo grovere jo sprødere og mere knasende – og det er godt.
Græske tacos på grillen
Du kan sagtens tilberede de græske tacos på grillen, – på ris eller et stegeflade.
Jeg har selv en stor bålgrill med stegeflade hele vejen rundt, og det er fantastisk at grille burger tacos på denne.
Du kan sagtens forberede dem og sætte dem på køl til de skal laves. Mas kødet ud på hver tortillapandekage, og læg dem på en tallerken med mellemlægspapir og film over.
Genialt som gæstemad.
Jeg beregner gerne 2 stk pr. person, og så server jeg dem gerne med f.eks. kartoffelbåde, ekstra agurkesalat, tzatziki eller en græsk salat ved siden af
Få inspiration til flere græske retter – opskrifter finder du ved at klikke her.
Græske tacos
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Græske tacos
- 500 g hakket oksekød
- 50 g feta, smuldret
- 1 lille løg, finthakket
- 1-2 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 håndfuld persille, finthakket
- 1/2 chili, finthakket – smag selv til
- 1 tsk oregano
- 1/2 tsk stødt spidskommen
- 1/2 tsk stødt koriander
- 1/4 tsk kanel
- Salt og friskkværnet peber
- Olie til stegning
Cremet agurkesalat med feta
- 500 g agurk
- 1 lille rødløg, skåret i strimler
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- 200 g græsk yoghurt 10%
- 75 g feta, smuldret
- 1 tsk dijonsennep
- 1/2 citron, saften heraf
- salt og friskkværnet peber
Derudover
- 8 små tortillapandekager
- Frisk salat og tomater i skiver
Sådan gør du
Cremet agurkesalat med feta
- Skær agurkerne i grove stykker, – halve eller kvarte.
- Rør yoghurt, hvidløg, feta, dijon og citron sammen, og smag til med salt og peber.
- Vend agurker og rødløg sammen med dressingen.Sæt på køl til den skal serveres, og smag evt. til med salt og friskkværnet peber inden servering.
Græske tacos
- Bland kødet med urter, krydderierne, løg, hvidløg, chili og feta.Krydr med salt og peber og rør det godt sammen.
- Del kødet i klumper på ca. 75 g/stk, og mas hver klump ud på en tortillapnadekage, så det fylder hele pandekagen. Lav dem alle klar.
- Varm en sjat olie på en pande, og steg dem i et par minutter ved god høj varme, – med kødsiden nedad. Mas dem godt med en palette eller lignende, det første stykke tid. Alt efter pandens størrelse kan du stege en eller to ad gangen.
- Vend dem derefter om og varm dem på tortillasiden et lille minuts tid.Læg dem til side, og hold dem evt. lune i ovnen ved ca. 80 grader, til de alle er færdige.
- Top de lune tacos med cremet agurkesalat, frisk salat og tomater.Krydr med friskkværnet peber.
Igen ny inspiration til fladbrød. Det var virkelig godt.
Hej Tonie
Ej hvor dejligt altså – tusind tak for den flotte anmeldelse 🙂
Kh Dianna