Frisk og lækker moussekage med brombær og vanilje, toppet med masse af friske bær. En smuk og enkel moussekage, der passer til alle årstider.
Den er super nem at lave, og faktisk også ganske hurtig, – ventetiden på at moussen sætter sig er det der tager tid. Kagen skal ikke bages, – så du skal bare sørge for plads i køleskabet.
Kagen kan med fordel laves dagen i forvejen, og pyntes inden servering.
Brombærmoussekage
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Kiksebund
- 225 g digestive kiks
- 80 g mandler
- 125 g smør
Brombærsirup til brombærmousse*
- 400 g brombær, frost eller friske
- 180 g sukker
- 1 vaniljestang
- 1/2 citron, saften heraf
Brombærmousse
- 3 1/2 dl piskefløde
- 250 g græsk yoghurt
- 2 1/2 dl brombærsirup*
- 4 1/2 blade husblas
Derudover
- Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
- Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
- Friske brombær og blåbær
- Rosa chokoladekugler
- Mynte eller citronmelisse
Sådan gør du
Kiksebund
- Smelt smørret i en gryde og sluk for blusset.
- Blend kiks og mandler til en fin mel og hæld det oven i smørret, – rør det godt sammen.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen. Bruges en kagering stilles denne på et skærebræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
- Hæld kikse/nødde massen heri, og mas den godt ud så hele bunden er dækket og kiksemassen er mast godt sammen.
- Stil på køl og lad den hvile mens hindbærmoussen laves.
Brombærsirup
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med en smule sukker.
- Hæld brombær, sukker, vanilje, vaniljestang og citronsaft i en gryde og kog op.
- Lad det koge ved middel varme i ca. 5 min. til bærrene er kogt ud.
- Sigt igennem en finmasket sigte, og mas let for at få alt saften ud, – du skal have ca. 2 ½ dl brombærsirup.
- Hæld tilbage i en kasserolle og lad stå ved svag varme mens moussen gøres klar.
Brombærmousse
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Vrid husblas bladene fri for vand, og rør dem ud i den varme brombærsirup (sluk for blusset), et ad gangen. Lad siruppen køle af til ca. 30 grader.
- Piske imens fløden til en blød flødeskum.
- Rør yoghurt og den let afkølede brombærsirup sammen i en skål, til en ensartet masse. Tilsæt siruppen lidt ad gangen, så er det nemmere at røre sammen.
- Vend flødeskummen i ovenstående masse ad et par omgange, – sørg for ikke at slå for meget luft ud af moussen.
- Hæld moussen over kiksebunden og bank forsigtigt kagen i bordet et par gange for at slå luftboblerne til overfladen. Stil på køl i min. 3 timer eller til den har sat sig, – gerne natten over.
- Befri forsigtigt moussekagen for kageplastet, og stil den på et serveringsfad.
- Pynt kagen med friske brombær og blåbær – hele og halve, citronmelisse og evt. rosa chokoladekugler.
Fantastik opskrift, smager skønt og den er nem at lave
Tror jeg har lave den 5 gange det sidste halve år
Hej Dorthe
Tusind tak for din dejlige besked – hvor gør det mig glad at høre 🙂
KH Dianna