Spidskålssalat a la coleslaw – med mango, æble og en let og cremet dressing.
Er du på udkig efter en frisk, cremet og virkelig smagfuld salat til grillmad, så skal du prøve denne spidskålsalat med mango og æble. Den sprøde spidskål får selskab af sød, saftig mango, sprødt æble og milde forårsløg, som tilsammen giver den skønneste kombination af sødme, syre og masser af friskhed.
Det hele vendes i en let og cremet dressing lavet med cremefraiche, en smule mayonnaise, citron, honning og dijonsennep. Jeg bruger gerne cremefraiche 9 %, da den giver en lidt tyndere konsistens, som fordeler sig perfekt omkring salaten uden at blive tung. Resultatet er en dressing, der binder det hele sammen, men stadig lader de friske råvarer få lov til at skinne igennem.
Salaten er utrolig nem at lave og passer perfekt til alt fra grillet kylling og saftige bøffer til koteletter, grillpølser eller et stykke grillet laks. Den minder lidt om en klassisk coleslaw – bare i en lettere, friskere og mere sommerlig udgave. En skøn salat, der med garanti bliver en favorit på sommerbordet.
Ønsker du lidt ekstra variation og en smule knas i salaten, kan du med fordel toppe den med grofthakkede pistacienødder, saltede mandler eller valnødder. Det giver både en skøn tekstur og passer virkelig godt til den friske kombination af spidskål, mango og æble. Salaten er dog mindst lige så lækker, præcis som den er – enkel, frisk og fuld af smag.
Cremet spidskålssalat med mango og æble
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 mango
- 1 grønt æble
- 1/2 spidskål, snittet
- 3-4 forårsløg, snittet
Dressing
- 1 dl creme fraiche, gerne 9%
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk citronsaft
- 1 tsk honning
- 1 tsk dijonsennep
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Bland ingredienserne til dressingen og smag til med salt og friskkværnet peber – evt. mere citron eller honning.
- Skær mangoen fri af stenen, fjern skrællen og halver stykkerne – og skær mangoen i tynde skiver på den smalle led.
- Skræ også æblet i kvarte og derefter i tynde skiver.
- Hæld spidskål, mango, æble og forårsløg i en skål og vend det godt sammen med dressingen. Drys evt. toppen med lidt ekstra forårsløg inden servering.