En god tomatsalat behøver ikke mange ingredienser – bare gode råvarer. Denne tomatsalat med mini mozzarella er både enkel, farverig og fuld af smag. De saftige cherrytomater, den cremede mozzarella, frisk basilikum og en let pesto-vinaigrette går op i en højere enhed og gør salaten til et sikkert hit på sommerbordet.
Brug gerne cherrytomater i forskellige farver som røde, gule, orange og grønne. Det giver ikke bare en skøn smag, men også et smukt farvespil, når tomater og mini mozzarella anrettes side om side i ét lag på et fad. Salaten toppes med masser af friske basilikumblade, en enkel dressing af grøn pesto og olivenolie samt et drys finthakkede pistacienødder, der tilfører en dejlig sprødhed. Her kan du bruge både saltede- og usaltede pistacienødder.
Det er en salat, der passer perfekt som tilbehør til grillmad, som en del af et tapasbord eller serveret med et godt stykke brød og et køligt glas hvidvin på terrassen. Den er hurtig at lave, ser fantastisk ud på bordet og lader de gode råvarer tale for sig selv.
Tomatsalat med mini mozzarella og pesto
Video af opskriften
Ingredienser
- 350 g cherrytomater – gerne flerfarvede, halveret
- 1 ps mini mozzarella, drænet for væde
- 6 stilke basilikum, bladene heraf
- 1 spsk grøn pesto – klik her for opskrift
- 1-2 spsk olivenolie
- 25 g pistacienødder, grofthakket
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Fordel de halverede tomater og mini mozzarella i et enkelt lag på en tallerken, og drys basilikumbladene over toppen.
- Rør pesto og olivenolie sammen, og dryp det over toppen.
- Drys med pistacienødder og krydr med salt og friskkværnet peber.