Stegt kylling og grøntsager i flødesauce er en skøn ret, der kan laves på en halv times tid. Denne milde og cremede ret er perfekt til hele familien og kan serveres med pasta, ris eller mos for en fuldendt middag.
Kyllingebrysterne steges gyldne og lægges til side, så de bevarer deres saftighed. Derefter steges squash hurtigt af og lægges også til side, så de beholder en skøn sprødhed og farve.
Svampe brunes sammen med løg og hvidløg, hvorefter hvidvin, fløde og bouillon tilsættes. Saucen koges let ind, og parmesan giver en dejlig dybde og cremet konsistens.
Til sidst tilsættes frisk spinat og broccolini sammen med de stegte squash, og saucen smages til med muskatnød, salt og peber.
Kyllingebrysterne lægges tilbage i saucen, og retten er klar til servering.
Kyllingepande er en perfekt ret til den travle hverdag. Kylling og flødesauce er et evigt hit, og med en masse grøntsager i, kan du gøre måltidet både grønnere, fiberrigt og mættende.
Perfekt til familien og gæster.
Stegt kylling og grøntsager i flødesauce
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 500 g kyllingebryst
- 1 squash, skåret i skiver
- 150 g broccollini eller broccoli
- 300 g brun champignon, skåret i skiver
- 1 løg, finthakket
- 4 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 dl hvidvin
- 1 1/2 dl bouillon, kylling eller grønt
- 2 1/2 dl fløde
- 60 g parmesan, fintrevet
- 100 g frisk spinat
- Salt og friskkværnet peber
- Paprika
- Muskatnød
- Olie
Til servering
- Kartoffelmos, pasta eller ris
Sådan gør du
- Krydr kyllingen med paprika, salt og friskkværnet peber, og steg dem i en god sjat olie, til de er gennemsteg og gyldne.Læg dem til side på en tallerken.
- På samme pande steges squashskiverne et par minutter, til de er let brunede. Krydr med med friskkværnet peber, og læg dem til side på en tallerken.Jeg tørre gerne lige panden af og tilsætter lidt ny olie inden jeg steger , men det kan du gøre som du ønsker.
- Tilsæt svampene, og brun dem godt af, og steg derefter løg og hvidløg med, til løgene er klare.
- Hæld hvidvinen ved og lad den koge ind et øjeblik.
- Tilsæt bouillon, fløde og parmesan, og kog saucen ind i til den tykner en smule.
- Vend spinaten i til den falder sammen, tilsæt broccolini og spinat – og varm retten igennem et par minutter.
- Smag saucen til med revet muskatnød, salt og friskkværnet peber.
- Skal panden på bordet kan du lægge kyllingen tilbage i saucen, og ellers kan du portionsanrette i køkkenet og servere med f.eks. kartoffelmos, pasta eller ris.
Mega lækkert
Tusind tak Victoria 🙂
Hvornår skal vinen i? Det fremgår ikke af opskriften.
Hej Karina
Årh for søren, det er rettet nu 🙂
Hvidvinen skal koge ind på panden, inden fløde mv. tilsættes 🙂
Kh Dianna