Nem pasta med kødboller, friske tomater og fløde – hvidvin og frisk basilikum.
Pasta med kødboller, friske tomater og fløde er sådan en ret, der altid bliver taget godt imod hjemme hos mig. Den har alt det jeg elsker ved en god pastaret – saftige kødboller, en cremet sauce og masser af smag fra friske tomater, parmesan og basilikum.
Jeg laver kødbollerne af en blanding af hakket oksekød og gris, som giver en virkelig lækker smag og en fast, saftig konsistens. Du kan dog sagtens bruge kun oksekød, gris eller kylling, hvis du foretrækker det. Smagen og konsistensen vil naturligvis ændre sig lidt, men resultatet bliver stadig virkelig lækkert.
Kødbollerne kan enten steges på panden eller bages i ovnen. Steger du dem på panden, får du lidt ekstra smag til saucen, mens ovnen er den nemme løsning, hvis du gerne vil undgå stegesprøjt på komfuret.
Saucen er dejligt enkel med løg, hvidløg, friske tomater, en smule hvidvin, fløde og parmesan, som smelter sammen til en cremet og fyldig sauce. Sammen med de saftige kødboller og frisk basilikum får du en virkelig skøn pastaret, som både fungerer til hverdagsaftener og weekend middage.
Pasta med kødboller, friske tomater og fløde
Ingredienser
Kødboller
- 1 skive hvidt brød, i tern – unden skorper
- 1/4 dl mælk
- 300 g hakket oksekød
- 300 g hakket gris
- 1 lille løg, finthakket
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 æg
- Olivenolie
Derudover
- 1 løg, grofthakket
- 4 fed hvidløg, finthakket
- 500 g cherrytomater, halveret
- 400 g pasta
- 1 tsk tørret basilikum
- 1/2 tsk chiliflager (kan undlades)
- 2 spsk tomatkoncentrat
- 1 1/2 dl tør hvidvin
- 2 dl fløde
- 50 g parmesan
- 6 stilke frisk basilikum, bladene heraf
- Pastavand
- Olivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Kødboller
- Udblød brødet i mælken.
- Hæld begge slags fars i en skål sammen med løg, hvidløg, udblødt brød og æg. Krydr med rigeligt salt og friskkværnet peber og rør farsen godt sammen – gerne med en håndmixer.
- Del farsen i små klumper på ca. 40 gram stykket og tril dem til kødboller. Steg kødbollerne i en sjat olie, dvd middel varme til de er gennemstegt. Læg kødbollerne til side på en tallerken.Kødbollerne kan også bages i ovnen – her skal de have ca. 15-20 minutter ved 220 grader, almindelig varme. Dryp dem med lidt olie inden bagning.
Pasta med kødboller, friske tomater og fløde
- På samme pande steges løg og hvidløg til løgene er klare. Tilsæt evt. lidt olie hvis der er behov for det.
- Hæld tomaterne ved sammen med tørret basilikum og chiliflager, og steg i 5 minutter. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Tilsæt tomatkoncentrat og rør det sammen med tomaterne, og hæld derefter hvidvinen ved. Lad den koge ind i 5 minutter.Samtidig sættes pastaen over – kog al dente.
- Hæld fløden på panden, tilsæt kødbollerne og varm saucen godt igennem.
- Rør parmesanen i til den smelter, og tilsæt derefter de friske basilikumblade.
- Vend pastaen med saucen og juster konsistensen med en smule pastavand.
- Server evt. med ekstra parmesan på toppen.