
Nem og lækker cheesecake fyldt med oreo’s i bund, midte og top, – et kæmpe hit hos både børn og voksne.
Min yngste datter elsker oreo’s og cheesecake, – så til hendes ønske til en fødselsdagkage var sole klar – Oreo cheesecake.
Jeg har blendet en god håndfuld ristede hasselnødder i bunden, de giver en vidunderlig smag – og ostecremen er blandet med lidt creme fraiche for at få en smule syre frem i kagen.
Kagen er virkelig nem at lave, og kan med fordel laves dagen i forvejen.

Oreo cheesecake
Ingredienser
Kiksebund
- 200 g oreos
- 100 g ristede hasselnødder
- 125 g smør
Ostecreme
- 250 g flødeost
- 3 dl piskefløde
- 1 dl creme fraiche
- 150 g oreos
- 100 g flormelis
- 1 vaniljestang, kornene heraf
- 4 blade husblas
Derudover
- 150 g oreos til toppen
- Evt. guldflager og sorte/creme chokoladekugler – disse er fra Special Moments
- Kagering eller springform på ca. 18-20 cm
- Kageplast
Sådan gør du
Kiksebund
- Smelt smørret i en gryde.
- Blend kiks og nødder til en mellem fin mel, og rør det godt sammen med den smeltede smør.Blend evt. nødderne først, de skal have lidt længere end kiksene.
- Beklæd en springform med bagepapir i bunden, og sæt herefter kageplast på indersiden af ringen. Bruges en kagering stilles denne på et skærebræt med et stykke bagepapir under, og indersiden af ringen beklædes med kageplast.
- Hæld kiksemassen heri, og mas det godt ud så hele bunden er dækket og kiksemassen er mast godt sammen, – på den måde undgår du din kiksebund smuldrer når du skærer kagen.
- Stil på køl og lad den hvile mens ostecremen laves.
Ostecreme
- Udblød husblas i en stor skål kold vand i ca. 15 min.
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med en smule af flormelissen. Rør dem sammen med flødeost, creme fraiche og resten af flormelissen.
- Pisk 2 1/2 dl af fløden til en blød flødeskum, – hæld den sidste 1/2 dl i en gryde.
- Knus oreo kiksene groft, det gøres nemt i en pose som lige får lidt bank på toppen, – de kan også grofthakkes på et spækbræt.
- Vend de knuste kiks og flødeskummen sammen med ostecremen.
- Varm den sidste 1/2 dl fløde i kasserollen, – den skal kun lige varme, ikke koge. Sluk for blusset, og rør derefter de opblødte og vredne stykker husblas ud heri – et ad gangen.
- Vend et par store skefulde ostecreme sammen med den lune fløde/husblas, og rør til det er fri for klumper og massen er let afkølet.
- Vend den afkølede husblasmasse i ostecremen, og rør forsigtigt til den er fin glat.
- Hæld ostecremen over kiksebunden, – fordel evt. cremen med en ske hvis der er behov for det, og bank den forsigtigt ned i bordet, for at slå evt. luftbobler ud af cremen.
- Sæt kagen tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig i min. 3 timer, – eller gerne natten over.
- Inden servering pyntes kagen med knuste oreos og evt. sprøde chokoladekugler og guldflager.


