Pocherede hvide asparges med rognsauce, hvidvin og rejer – forårets skønneste frokost.
Hvide asparges med hvidvinssauce, rogn og rejer er indbegrebet af forår og sommer på en tallerken. En enkel, men virkelig elegant ret, hvor sæsonens hvide asparges får lov at spille hovedrollen.
Aspargesene tilberedes direkte i den cremede, men lette, hvidvinssauce, så de afgiver smag til saucen undervejs – det giver en helt særlig dybde og gør saucen ekstra lækker. Rogn vendt i saucen tilfører både salt, umami og et fint spil i konsistensen, som klæder retten virkelig godt.
Retten toppes med friskpillede rejer, og her kan jeg virkelig anbefale at bruge gode skalrejer, som du selv piller – det løfter smagen markant og giver et langt friskere resultat.
Det er en ultra nem ret at lave, men den føles både luksuriøs og let på samme tid. Perfekt til en god frokost eller et let aftensmåltid, gerne med lidt brød ved siden af. Skal den serveres som forret, kan du med fordel lave en halv portion.
Er du ikke til rogn, kan det sagtens undlades – retten smager stadig fantastisk med den cremede hvidvinssauce og de delikate asparges. Afslut evt. med lidt urteolie for et smukt grønt spil på tallerkenen. Opskrift på urteolie finder du her.
En skøn, sæsonbaseret ret, hvor få gode råvarer får lov at tale for sig selv.
Hvide asparges med hvidvinssauce, rogn og rejer
Video af opskriften
Ingredienser
- 8 store hvide asparges – ca. 200 g pr. person
- 200 g rejer, renset vægt
- Evt. lidt grønt til toppen
Rognsauce
- 50 g smør
- 2 små skalotteløg, finthakket
- 3 dl tør hvidvin
- 2 dl bouillon – kylling eller grønt
- 4 dl fløde
- 2 tsk dijonsennep
- 3-4 spsk purløg, finthakket
- 100 g rogn, gerne 2 slags
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Skræl de hvide asparges. Start lige under hovedet og skræl mod enden. Skræl et par gange det samme sted, så du får fjernet det yderste hårde skræl – og skær enderne af.
- Skær dem over på midten og læg dem til side.
- Smelt smørret i en lille gryde og steg løgene klare heri.
- Hæld hvidvinen over og lad den koge ind til det halve.
- Tilsæt bouillon, fløde og dijonsennep og kog saucen op. Smag til med salt og friskkværnet peber.
- Læg de hvide asparges i saucen, og lad dem pochere ved middel varme i 6-10 minutter, alt efter tykkelse. De skal være møre, men ikke bløde.
- Tag saucen af varmen og fordel de hvide asparges i 4 dybe tallerkener.
- Vend purløg og rogn i saucen, og hæld saucen over de hvide asparges. Det er vigtigt, at saucen ikke er for varm når rognen vendes i. Har du tilberedt aspargesene ved middel varme, er saucen fin i temperaturen.
- Top til sidst retten med rejer og evt. et drys grønt og server straks.
Tusind tak for endnu en lækker opskrift – mums mums – det var godt
Hej Gitte
Tusind tak for din dejlige feedback – det gør mig så glad at høre 🙂
Kh Dianna
Enkel og lækker forret. Der er rigelig med sovs ifølge opskriften. Det ser pænest ud med ørredrognen oven på rejerne i stedet for i saucen.
Hej Jan
Tusind tak for din dejlige feedback – det gør mig så glad at høre 🙂
Kh Dianna
Sååå lækker og en meget nem ret!
Hej Susanne
Så dejligt at høre, tusind tak for de søde ord 🙂
Kh Dianna
Det lyder så lækkert, kan man lave den på forhånd og så varme saucen op inden servering?
Hej Cammo
Tusind tak:) Du kan sagtens lave saucen på forhånd, og varme den op inden servering og tilberede aspargesen i den:)
Vent med at vende rognen i til inden servering, den skal ikke varmes med op 🙂
Kh Dianna