Bladankage, giftkage, grøn mazarinkage toppet med glasur – kært barn har mange navne 🙂 Fælles for dem alle er, at det er en kage de fleste husker fra deres barndom, – lækker svampet mazarinkage toppet med et tykt lag chokoladeglasur.
Denne kage er super nem at bage og så smager den bare så dejligt, – den holder sig frisk og svampet i flere dage, og så er især familien yngste medlemmer vild med den karakteristiske grønne farve.
Giftkage - Grøn mazarinkage med chokoladeglasur
Opskrift på lækker svampet giftkage - mazarinkage med glasur. Denne opskrift giver til en bradepande på ca. 30x20 cm.
Ingredienser
- Giftkage
- 270 g hvedemel
- 350 g rørsukker (eller hvid sukker)
- 200 g smør
- 2 dl mælk, - gerne sødmælk
- 3 æg
- 2 spsk grøn frugtfarve
- 1 ½ spsk mandelessens
- 2 1/2 tsk bagepulver
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
- 1 nip salt
- Glasur
- 3 dl flormelis, ca. 200 g
- 3 spsk kakaopulver
- 5 spsk vand, - måske en smule mere, juster selv konsistensen
Fremgangsmåde
Giftkage Smelt smørret i en lille gryde, hæld mælken heri og sæt den til side. Smørret må ikke nå at "sætte sig", så sørg for at alle ingredienser er målt af inden du begynder.
Pisk æg og sukker til en luftig masse.
Bland alle de tørre ingredienser og vend halvdelen af dem i ovenstående masse, - uden at slå luften ud af massen. Du kan med fordel sigte dem i, - så undgår du klumper.
Vend derefter smør og mælkeblandingen i, og slut af med den sidste del af de tørre ingredienser, - rør godt så du undgår klumper.
Tilsæt mandelessens og grøn frugtfarve, og vend det hurtigt ind i massen.
Smør en bradepande på ca. 30x20 cm med smør eller sprayfedt, - hæld dejen i, og bag giftkagen i ca. 30 min. ved 180 grader, almindelig ovn. Tjek evt. med en kødnål at dejen slipper og dermed er gennembagt.
Lad kagen køle godt af inden den toppes med glasur.
Glasur Bland flormelis og kakaopulver i en skål, og tilsæt vandet lidt ad gangen. Pisk med et piskeris til den ønskede konsistens er opnået.
Smør den afkølede kage med glasur og opbevar kagen tildækket ved stuetemperatur, - så beholder den sin lækre svampede konsistens.





