Nem og lækker tærte med stenbiderrogn og burrata, kartoffel og masser af friske urter, – lavet på butterdejsbund.
Denne her tærte er en rigtig forårs forkælelse. Drøn nem at lave, og så smager den bare af dansk forår.
Butterdejstærten er smurte med creme fraiche og bagt med kartofler på toppen, – derefter toppet med cremet burrata, frisk stenbiderrogn og masser af friske urter.
Kagen kan serveres lun (ikke for varm, – varmen ødelægger stenbiderrognen), – men også kold. Du kan også med fordel forberede tærtebunden helt frem til punktet hvor den er bagt med kartoflerne, og derefter opbevare den på køl til den skal serveres. Der topper du den så med burrata, stenbiderrogn osv. Butterdejstærten forbliver sprød og lækker, – også efter en tur på køl.
Stenbiderrogn sæson
Sæsonen for stenbiderrogn løber oftest fra februar til april, – men med mulighed for både lidt tidligere start og senere slutning.
Vi har flere gange købt frisk stenbiderrogn hos vores fiskehandler til f.eks. nytår. Prisen har været himmelhøj, men det har altså været muligt at få fat i selv slut december.
Når sæsonen “officielt” skydes i gang er priserne oftest også noget højere, end når vi kommer et godt stykke ind i marts.
Stenbiderrogn kan med fordel fryses, så du har til senere på året. Det er vigtigt at rognen er helt frisk når den fryses, og naturligvis at den er renset. På frost kan den holde sig 4-6 måneder.
Optøning af stenbiderrogn skal ske på køl, – på den måde opretholder du den bedste konsistens, smag og hygiejne. Stenbiderrogn kan ikke opvarmes, – ved opvarmning bliver de hårde og seje i konsistensen.

Butterdejstærte med stenbiderrogn og burrata
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 butterdej
- 150 g stenbiderrogn
- 2 mellemstore kartofler
- 2 dl creme fraiche 38%
- 1 burrata
- 1/2 rødløg, finthakket
- Friske urter, – f.eks. dild, purløg og ærteskud
- Salt og peber
- 2 spsk sesam til kanten – kan undlades
Sådan gør du
- Rul butterdejen ud på et stykke bagepapir. *Du skal ikke rulle det ud med kagerulle, – bare rulle den ud af indpakningen.
- Rids butterdejen med en kniv, ca. 2 cm fra kanten hele vejen rundt, – ikke dybt, kun lige en fin ridse, og drys kanten med sesam.*Er butterdejen "tør", kan du smøre en smule olie på kanten, så sesamfrøene hænger fast.
- Forbag butterdejen i en forvarmet ovn i 10 min. ved 200 grader, almindelig ovn.
- Skær kartoflerne i tynde skiver, gerne på mandolinjern, så de er lige tykke.
- Rør creme fraichen sammen med lidt salt og peber, og smør det ud på den let afkølede butterdejs bund.Smør den ud med bagside af en ske, og undlad så vidt muligt at løfte skeen for meget så du trækker dejen op. Smør i bløde bevægelser, ud til den kant du har lavet i dejen.Du kan evt. varme bagsiden af skeen i noget kogende vand, – så er det nemmere at smøre creme fraichen ud.
- Fordel kartoflerne på tærten, og bag den videre i ca. 10-14 min., – fortsat ved 200 grader. Lad tærten køler let af.
- Fordel burrataen I store stykker rundt på tærten, og læg derefter stenbiderrognen på.
- Drys med rødløg og masser af friske urter, – finthakket purløg, dild og sprøde ærtespirer.
- Krydr med peber inden servering.
