Sangria – Nem opskrift på den spanske sommerdrink med rødvin.
Sangria er indbegrebet af sommer, sol og feriestemning. En iskold kande fyldt med rødvin, citrusfrugter, æble og masser af isterninger – så mangler der næsten kun en lun sommeraften og følelsen af ferie i Spanien.
Den klassiske sangria stammer fra Spanien og Portugal og findes i et hav af forskellige variationer. Fælles for dem er typisk vin, frisk frugt og noget, der tilfører sødme og ekstra smag. Og netop derfor er sangria også en skøn sommerdrink at lave selv – den kan nemlig nemt justeres, så den passer præcis til den smag og styrke, du foretrækker.
Jeg laver min sangria med rødvin, og her bruger jeg gerne en Pinot Noir. Jeg synes, den lettere rødvin fungerer fantastisk, fordi sangriaen bliver frisk og læskende fremfor tung. Derudover tilsætter jeg Cointreau, friskpresset appelsinjuice og lemon sodavand, som giver både sødme, friskhed og lidt brus.
Vil du have en mindre sød sangria, kan du sagtens erstatte lemon sodavand med danskvand. Smag den i så fald til med lidt sukkersirup til sidst, så du selv kan styre sødmen.
Og så er sangria simpelthen noget af det nemmeste at servere for gæster. Hæld det hele i en stor kande, tilsæt godt med isterninger og masser af appelsin, citron og æble i skiver, og rør det godt sammen. Server sangriaen iskold i vinglas med ekstra is og sugerør – så er der spansk sommerstemning i glasset.
En superenkel, frisk og læskende sommerdrink, der ikke bliver for tung eller for stærk – perfekt til terrassen, sommerfesten eller som velkomstdrink på en varm sommerdag.
Sangria
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 fl rødvin – f.eks. pinot noir
- 1 1/2 dl cointreau
- 1 1/2 dl appelsinjuice
- 2 dl lemon sodavand (eller danskvand)
Derudover
- Isterninger
- 1 appelsin, i skiver
- 1 citron, i skiver
- 1 æble, i skiver
Fremgangsmåde
- Find en stor kande frem og hæld rødvin, cointreau og appelsinjuice heri.
- Fyld den med masser af isterninger, tilsæt lemonsodavand (eller dansk vand) og smag evt. til med mere sodavand/danskvand.Bruger du danskvand kan du tilsætte en smule sukkersirup for at balancere sødmen.
- Fyld kanden med appelsin, citron og æbler – og server din sangria i vinglas fyldt med is.