
Poke bowl er en fantastisk ret, der kombinerer friske, farverige ingredienser med masser af smag og tekstur. Retten stammer fra Hawaii og består typisk af marineret rå fisk (eller tilberedt som her) serveret over ris med sprøde grøntsager og smagfulde toppings.
Her får du en skøn version med saftig bagt sesam-laks, dampet broccoli, hoisin-marinade og cremet chilimayo – en perfekt balance mellem det salte, søde, friske og krydrede.
Laksen skæres i mundrette bidder og marineres i en skøn blanding af hoisin, ingefær, soya, lime og hvidløg, før den vendes i et tæt lag af sesamfrø. Den kan enten bages i ovnen eller tilberedes i airfryer for en hurtig og nem løsning.
Poke bowlen laves med en bund af ris, og toppes med laks, dampet broccoli, ekstra marinade, forårsløg, urter/mikrogrønt og en generøs skefuld chilimayo og chiliolie for et spicy kick. Resultatet er en nem, smagfuld og farverig ret, der fungerer perfekt til både frokost og aftensmad.
Tips til den bedste poke bowl
Brug sushiris eller jasminris for en autentisk base
Toppingen kan varieres med f.eks. avocado, edamame eller syltet ingefær
Chilimayo og chiliolie giver den perfekte spicy balance
Nem, smagfuld og fyldt med gode råvarer – denne poke bowl er ren forkælelse på ingen tid.

Poke bowl med sesam laks, broccoli og hoisin
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Laksen
- 500 g laks
- 6 spsk hoisinsauce
- 3 spsk soyasauce
- 1 lime, saften heraf
- 1 spsk ingefær, fintrevet
- 2 fed hvidløg, revet eller presset
- Sesam
Til servering
- 300 g broccoli, i små buketter
- 4 forårsløg, fintsnittet
- Evt. frisk basilikum eller mikrogrønt
- Kogte ris
- Chilimayo
- Chiliolie – Jeg bruger Lao Gan Ma crispy chili
Instructions
- Bland ingredienserne til marinaden.
- Skær laksen i mundrette bidder, og hæld en smule af marinaden over. Ikke det hele, det skal kun lige coates. resten af marinaden bruges til servering.
- Vend laksestykkerne i et tæt lag af sesam. Det er nemmest at rulle stykkerne i sesam, så sesamfrøene kun sætter sig i et enkelt lag.
- AIRFRYER: Fordel laksen i kurven på din opvarmede Airfryer (det skal ikke ligge for tæt), sprøjt med sprayfedt og bag det ved 200 grader i ca. 6 minutter – alt efter størrelsen på stykkerne. OVN: Eller fordel det på en bageplade med bagepapir, sprøjt med sprayfedt og bag det i en forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 8-9 minutter – alt efter størrelse.
- Imens overhældes broccolibuketterne med kogende vand og en smule salt. Lad dem trække et par minutter, og lad dem derefter trække på et viskestykke.
Servering
- Top laksestykkerne på en bund af kogte ris. Fordel broccolibuketterne på toppen og dryp med resten af marinaden, chilimayo og chiliolie.
- Drys med forårsløg og evt. friske urter som (thai)basilikum eller mikrogrønt.
Skøn ret – familien var vild med den
Hejsa
Hvor er det dejligt at høre – tusind tak 🙂
Kh Dianna
Nemt, sundt og lækkert.
Hejsa
Hvor dejligt at høre – tusind tak 🙂
Kh Dianna