
Denne pasta med nduja og laks er en ultranem og smagfuld pastaret, der kan laves på kun 15 minutter.
Kombinationen af god olivenolie, krydret nduja og saftige cherrytomater danner en intens og simpel sauce, som pastaen vendes i. Til sidst tilsættes små tern af frisk laks og purløg, som kun kræver ganske korttilberedning – og så er retten klar til servering.
Inspireret af en pastaret fra Levi i København
Jeg blev første gang introduceret til denne type pasta på Restaurant Levi i København, hvor den blev serveret med jomfruhummer. Det er en kombination, jeg også har lavet flere gange – og det smager himmelsk.
Men med laks som hovedingrediens får du en lige så lækker, men endnu mere tilgængelig version, der fungerer perfekt til både hverdagsmad og gæstemiddage.
Tips til den perfekte pasta
✔ Smag på ndujaen først – styrken kan variere meget, så tilpas mængden efter smag. Retten skal være spicy, men balanceret.
✔ Spar ikke på olien! Olivenolien fungerer som saucen, så hvis du skærer ned på mængden, risikerer du, at retten bliver tør.
✔ Brug solmodne cherrytomater – de tilfører både sødme og friskhed, som balancerer den krydrede nduja.
✔ Server evt. med revet parmesan og et ekstra dryp olivenolie for en afrundet og cremet smagsoplevelse.
En pastaret, der er nem, hurtig og fuld af smag – perfekt, når du vil forkæle dig selv uden at bruge timevis i køkkenet.

Pasta med nduja og laks
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 3-4 spsk nduja
- 1 dl olivenolie
- 350 g cherrytomater, skåret i kvarte
- 400 g pasta
- 350 g fersk laks
- 3 spsk purløg, finthakket
- Salt og friskkværnet peber
- Pastavand
- Evt. parmesan til toppen
Instructions
- Varm nduja og olien op i en gryde og tilsæt derefter tomaterne. Lad det simre ved god høj varme – tomaterne skal koge helt ud. Krydr med en smule salt og friskkværnet peber.Kog imens pastaen al dente som beskrevet på pakken.
- Skær samtidig laksen ud i meget små tern – max. 1×1 cm.
- Dræn pastaen for væde og vend den derefter i den varm nduja blanding.
- Tilsæt tern at laks og vend det godt sammen med pastaen. Laksen skal kun lige varmes med i kort tid – skru evt. ned for varmen.
- Vend til sidst purløget i, gem evt. lidt til toppen, smag til med salt og friskkværnet peber og juster et. konsistensen med en smule pastavand.
- Server med masser af friskkværnet peber på toppen og evt. revet parmesan.
Spännande kombination, coola smaker. Möjligt jag tar lite mindre njuda nästa gång. För ja, jag kommer att göra om den! Kompletterade med lite flöte/grädde för att få lite mjukare smak.
Hej Cilla
Hvor er det are dejligt at høre 🙂
Tak for din besked 🙂
Kh Dianna