Opskrift på hele grillet jomfruhummer, – perfekt til de små jomfruhummer.
Lækre små jomfruhummer marineret i en lækker chili/hvidløgsolie og derefter grillet over kul. Det ikke bare smagte fantastisk, det duftede også helt formidabelt.
Vi fik en pose jomfruhummer ret billigt fra vores lokale fiskehandler, da de var for små til at sælge i butikken. Det kom der denne lækre omgang ud af, – og retten kan selvfølgelig også tilberedes med større jomfruhummer.
Det var møg hyggeligt at sidde ved bordet og pille kødet ud af skallerne med en gaffel, et rigtig hyggemåltid der simpelthen smagte så skønt.
Vi serverede dem til denne lækre pasta med hvidvin, men de kan også spises med f.eks. en frisk dressing og friskbagte flutes.
Grillet jomfruhummer
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 1/2 kg
jomfruhummer, - det gør selvsagt ikke noget hvis de er små
- 1 1/2 dl god olivenolie
- 1 håndfuld
bredbladet persille, finthakket
- 1/2
rød chili, finthakket (evt. uden kerner hvis den i forvejen er meget stærk)
- 5 fed
hvidløg, fintrevet
- 1/2
citron, saft og fintrevet skal heraf
-
Salt og peber
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til marinaden og smag til med salt og peber.
- Læg et snit langs "maven" på jomfruhummerne, uden at skære den igennem, og fjern tarmen med en pincet. Er man ligeglad med denne lader man den blot sidde.
- Læg jomfruhummerne i et fad og overhæld med marinaden, - lad dem trække i 20 min.
- Grill jomfruhummerne direkte på grillen i ca. 5-7 min., - vend dem undervejs. Grilles de på en stegeflade kan marinaden fint hældes med over, men grilles de på rist skal denne undlades da der ellers går ild i olien.
- Server de varme jomfruhummer med en lækker hvidvins pasta eller friske flutes og dressing.