
Enchiladas med oksekød og cheddar – mexicansk inspireret familiemad med masser af smag.
De her enchiladas med oksekød og cheddar er rigtig comfort food, når det er allerbedst – krydret, cremet, osteagtigt og fyldt med smag og tekstur.
Perfekt til en hyggelig aften med familien, til gæster eller bare når du har lyst til noget mexicansk-inspireret og nemt.
Fyldet består af hakket oksekød stegt med løg, hvidløg, peberfrugt, sorte bønner og salsa – krydret med varme mexicanske krydderier, som giver masser af smag uden at være for stærkt. Det hele får lov at simre på panden, før det fyldes i tortillapandekager sammen med en smule ekstra salsa og en god håndfuld revet cheddar.
Enchiladas’ene lægges i et fad, toppes med endnu mere ost og bages i ovnen, til de er gyldne og boblende.
Server dem med iskold creme fraiche, hjemmelavet pico de gallo og gerne en sprød salat ved siden af – så har du en middag, der får hele bordet til at smile.
Vil du have lidt mere varme? Så tilsæt ekstra frisk chili, jalapeños eller en spicy salsa – det er nemt at justere styrken til både børn og voksne.

Enchiladas med oksekød og pico de gallo
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 500 g oksekød
- 1 peberfrugt, skåret i små tern
- 10 skiver syltet jalapenos, finthakket
- 1 1/2 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- 1/2 tsk stødt kanel
- 1/4 tsk oregano
- 2 dl salsa – brug evt. denne opskrift – klik her
- 1 ds sortebønner – eller kidneybønner
- Salt og friskkværnet peber
Derudover
- 4 store tortilla pandekager
- 1 portion pico de gallo – klik her for opskrift
- 8 spsk salsa
- 200 g cheddar, revet
- Creme fraiche eller dressing
Sådan gør du
- Varm en pande op og steg løg og hvidløg i en sjat olie, til løgene er klare.
- Tilsæt kødet og brun det godt af, og tilsæt derefter peberfrugt og jalapenos.
- Drys krydderierne over og krydr med salt og friskkværnet peber og varm kødet igennem et par minutter.
- Hæld salsa og bønnerne ved og vend det godt sammen, og sag tilmed salt og friskkværnet peber og evt. mere jalapenos/chili.
- Fordel en skefuld salsa på hver tortilla og top med masser af oksefyld og drys med revet cheddar. Brug kun halvdelen af osten – resten skal på toppen.
- Fold siderne ind over fyldet, og rul eller pak tortillaerne så de passer i størrelse til det ovnfast fad. Fortsæt til alle 4 er lavet.
- Smør et ovnfast fad med en smule olie, og læg tortillapakkerne tæt heri.
- Sprøjt toppen med en smule sprayfedt, smør dem med lidt salsa og drys med resten af osten.
- Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme i 15 minutter – og skru derefter op til 220 grader, og bag dem videre i ca. 5 minutter eller til de er gyldne på toppen.
- Server med pico de gallo og kold creme fraiche.