
Opskrift på klassisk cremet sennepssauce, – perfekt til lyst kød og fisk.
Senneps sovs smager fantastisk til et stykke kogt, stegt eller dampet torsk, men også til andre typer hvid fisk og laks.
Derudover går en god cremet sennepssauce perfekt til et stykke kylling, et mørbrad af gris eller koteletter.
En helstegt kylling eller skindstegt kyllingebryst serveret med nye kartofler, grønt og en god sennepssauce smager helt vidunderligt.
Saucen her er mild, blød og cremet. Den er opbagt og tilsat bouillon, og rundet af med en sjat fløde.
Alt efter hvad sennepssaucen skal serveres til, kan du bruge enten fiskebouillon eller kyllingebouillon, – fremgangsmåden og de øvrige ingredienser er de samme.
Sennepssauce er super nemt at lave, og kræver virkelig ikke mange ingredienser. Brug en god sennep, – jeg vil anbefale WholeGrain. Den giver en skøn sennepssmag, uden at smage for meget igennem, og derudover også en flot finish med de grove sennepskorn.

Cremet sennepssauce
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 40 g smør
- 3 spsk hvedemel
- 3 dl bouillon*
- 1 dl piskefløde
- 1 – 1 1/2 spsk grov sennep – jeg bruger WholeGrain
- Salt og peber
Sådan gør du
- Smelt smørret i en gryde, og pisk melet ud heri. Lad det bruse med et minuts tid, – pisk grundigt så det ikke brænder på.
- Pisk bouillonen i lidt ad gange, og tilsæt derefter fløden. *Skal saucen serveres til fisk, bruger jeg en fiskebouillon. Skal den serveres til gris eller kylling, bruger jeg kyllingebouillon.*Jeg bruger lidt over 1/2 bouillonterning til denne portion.
- Kog saucen op, og lad den småkoge i 4-5 minutter, – pisk undervejs.
- Tilsæt sennep og pisk den godt ind i saucen, og smag til med salt og peber.