Chiagrød a la gammeldags æblekage – Nem køleskabsgrød med chia, æble og vanilje.
Chiagrød a la gammeldags æblekage er en af de morgenmadsfavoritter, der næsten føles som dessert.
Her får du en klassisk chiagrød med smag af æble, vanilje og kanel – inspireret af den gode, gamle æblekage. Kombinationen af sød æblegrød, cremet vaniljeskyr og et strejf af kanel giver en virkelig lækker balance mellem sødme, friskhed og krydderi.
Den er super nem at lave – rør det hele sammen, sæt på køl og lad tiden gøre arbejdet. Dagen efter er den klar til servering, hvor den toppes med lidt ekstra vaniljeskyr, æblegrød og sprød granola for den perfekte tekstur.
Chiagrøden er både sund, proteinrig og mættende, og den er perfekt til travle morgener, hvor du gerne vil have noget, der både smager godt og holder dig kørende. Den kan sagtens laves til flere dage og holder sig fint 4-5 dage på køl – eller forberedes i mindre portioner til nemme grab-and-go måltider.
Den fungerer også virkelig godt som et lille mellemmåltid eller serveret i små glas som en del af en brunch.
Chiagrød a la gammeldags æblekage – Chiagrød med æble og kanel
Ingredienser
- 4 spsk chia
- 1 1/2 dl mælk
- 1 1/2 dl vaniljeskyr
- 3/4 dl æblegrød – klik her for opskrift
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/4-1/2 tsk kanel
Topping
- Vaniljeskyr
- Æblegrød
- Granola
Fremgangsmåde
- Bland ingredienserne til chiagrøden og rør det godt sammen. Sæt grøden på køl natten over.
- Rør grøden igennem og juster evt. med lidt ekstra skyr eller mælk, hvis den ønskes mere lind.
- Fordel i 2 skåle og top med lidt vaniljeskyr, æblegrød og granola.