Klassisk bruschetta med tomat, hvidløg og basilikum – enkelt og lækkert.
Klassisk bruschetta med tomat, hvidløg og basilikum – den skønneste lille italienske appetizer med sprødt brød og saftige tomater vendt med god olivenolie og masser af frisk basilikum. Så enkelt, så italiensk – og simpelthen så lækkert.
Bruschetta er en af de retter, hvor ganske få ingredienser kan smage helt fantastisk sammen. Derfor kan det virkelig betale sig at bruge gode, modne tomater, en lækker olivenolie og masser af frisk basilikum. Især om sommeren, når tomaterne er søde og fulde af smag, er det svært at finde en bedre lille snack eller forret.
Jeg laver mine bruschetta på skiver af surdejsbrød, som jeg drypper med lidt olivenolie, krydrer med salt og bager i ovnen, til de er gyldne og dejligt sprøde. Du behøver dog ikke bruge surdejsbrød. Ciabatta er helt klassisk og smager fantastisk, men brug endelig det brød, du har liggende – bruschetta er også en genial måde at få brugt en rest brød på.
Imens brødet bliver sprødt i ovnen, laver jeg tomatfyldet. Tomaterne skæres i små tern og vendes med finthakket hvidløg, frisk basilikum og en god olivenolie. Smag til med salt og friskkværnet peber, og så har du det enkleste, men virkelig lækre tomatfyld.
Når brødet kommer varmt og sprødt ud af ovnen, gnider jeg overfladen med et helt fed hvidløg. Og den detalje skal du altså ikke springe over. Det varme, ristede brød tager lige akkurat smag fra hvidløget og får den skønneste aroma, uden at det bliver for voldsomt. Foretrækker du det, kan du sagtens undlade hvidløget i tomatfyldet.
Top brødene med de marinerede tomater lige inden servering, så de stadig er dejligt sprøde. Og så er de faktisk klar. Helt enkelt og virkelig, virkelig lækkert.
Vil du variere den klassiske bruschetta, kan du toppe med lidt friskrevet parmesan, stykker af mozzarella eller cremet burrata. En smule balsamico eller balsamicocreme kan også være lækkert, hvis du gerne vil tilføre lidt ekstra sødme og syre.
Server bruschetta som appetizer til et glas vin, som en lille italiensk forret eller som en del af et større antipasti-bord. De er også fantastiske som en lille snack på terrassen, når solen skinner – sådan en ret, der med det samme giver lidt italiensk sommerstemning.
Sprødt brød, søde og saftige tomater, hvidløg, basilikum og god olivenolie – nogle gange er det helt enkle bare det allerbedste.
Bruschetta med tomat
Ingredienser
- 4 skiver lækkert brød – f.eks. surdej
- eller
- 8 skiver ciabatta
- 300 g tomater, i mindre tern
- 1 fed hvidløg, finthakket
- 7 stilke basilikum, bladene – finthakket
- 2 spsk olivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Derudover
- 1 fed hvidløg, pillet
- Evt. parmesan til toppen
Fremgangsmåde
- Dryp brødet med lidt god olivenolie, krydr med salt og bag det i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig vare, i ca. 18 minutter – eller til det er sprødt og gyldent. Læg det på en rist.
- Vend imens tomaterne med hvidløg, basilikum og olivenolie og krydr med salt og friskkværnet peber.
- Snid de sprøde brødskiver med det hele fed hvidløg. Bruger du ciabatta er skiverne fine som de er – har du brugt hele skiver brød, skærpes disse i 2-3 stykker, alt efter størrelse.
- Top de sprøde brødskiver med tomaterne, krydr evt. med friskkværnet peber og server straks.