
Nemme og lækre spyd med krydret kylling og den lækreste chilimayo.
De her spyd findes i et utal af varianter, – de er super populære, og det kan jeg virkelig godt forstå. De smager vanvittig godt, og så er de drøn nemme at lave.
Kyllingen krydres og tilberedes i Airfryer, og smørres derefter med en spicy mayo. Den glacer nærmest kyllingen, så den bliver snasket og smushi.
Spydene kan også tilberedes i ovn, på pande eller grill.
Server dem til en portion kogte ris, til en sprød salat, til en pastasalat eller i en wrap. De er så lækre, – og du kan jo med fordel lave ekstra mayo til at dyppe kødet i.
Kyllingespyd i Airfryer – Bang bang chicken skewers
Du kan tilberede dine bang bang kyllingspyd i Airfryer, – nemt og hurtigt. Du kan med fordel lægge et stykke bagepapir i bunden, så slipper du for rengøring. Du skal naturligvis være sikker på at din Airfryer tåler dette, – det kan variere.
I nogle Airfryers vil det være nødvendigt at vende spydende for en mere jævn tilberedning, – så tjek dem halvvejs igennem tiden. Jeg vender ikke mine undervejs.

Bang Bang kyllingespyd – Krydrede kyllingespyd med spicy mayo
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Krydret kylling
- 600 g kylling, – bryst eller inderfilet
- 1 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1 1/2 tsk løgpulver
- 1 1/2 tsk paprika
- 1 tsk mild chilipulver (kan undlades)
- 1 spsk tørret persille (eller frisk)
- 3 spsk olie
- Salt og peber
Spicy mayo
- 1 dl mayonnaise
- 1/2 lime, saften heraf
- 2 spsk sød chilisauce (thai)
- 1-2 tsk spicy chilisauce (kan undladees)
- 1 tsk honning
- 1 spsk tørret persille (eller frisk)
Derudover
- 8 spyd – lad dem trække i vand i ca. 20 min.
- Hakket persille til pynt
Sådan gør du
- Skær kyllingen i tynde strimler, – enten på den lange led eller den smalle. Bruger du inderfilet halveres disse stykker, så de bliver tyndere.*Du kan også skære det i tern.
- Bland krydderierne og vend kyllingen heri. Krydr med salt og peber, og vend det hele i olien.
- Sæt kyllingen på spyddene ved at folde den, så den ligger i lag. Skub det sammen så det sidder tæt, men mas det ikke.
- Tilbered spydene i airfryer i ca. 10-12 minutter ved 200 grader, – eller i ovn i ca. 10-12 minutter ved 215 grader.*Tiden kan variere alt efter hvilken airfryer eller ovn der benyttes, samt tykkelse på stykkerne – så tjek til dem løbende.
- Bland ingredienserne til mayonnaisen, og pensl den på de varme spyd.
- Drys med friskhakket persille og server.

burde ikke skrive det men pommes frites og tomatsalat er genialt tilbehør