Virkelig lækker pasta med sauce på bagte grøntsager og saftige kyllingekødboller.
Pasta med bagt grøntsagssauce og kyllingekødboller – altså, hvor smager det her bare vanvittigt godt! Saftige kyllingekødboller, friskkogt pasta og den lækreste cremede grøntsagssauce med parmesan, frisk basilikum og et lille strejf af citron. Det er sådan en ret, hvor man tager den første mundfuld og med det samme ved, at den skal laves igen. Og så er den ovenikøbet super nem at lave!
Det geniale ved den her opskrift er, at ovnen faktisk klarer det meste af arbejdet. Både grøntsagerne og kyllingekødbollerne bliver bagt, så du slipper for at stå og stege og røre i flere forskellige pander. Imens breder duften af bagte grøntsager sig i køkkenet, og du kan glæde dig til en virkelig lækker pastaret med masser af smag.
Jeg starter med at røre farsen til mine kyllingekødboller sammen og stiller den på køl, mens jeg gør grøntsagerne klar. Peberfrugter, gulerødder, løg og hvidløg kommer på en bageplade med krydderier og får lov til at bage i ovnen, til de er helt møre og har udviklet den dejligste sødme og smag.
Mens grøntsagerne passer sig selv, former jeg kyllingefarsen til små kødboller, som kommer på en anden bageplade og bages i ovnen. Så står begge dele faktisk bare og hygger sig derinde, mens jeg kan gøre resten klar. Nemmere bliver det næsten ikke.
Når grøntsagerne er færdigbagte, blender jeg dem med bouillon til en lækker, glat sauce. Den kommer i en gryde, hvor jeg tilsætter fløde, friskrevet parmesan og masser af friske basilikumblade. Til sidst smager jeg til med lidt citronsaft, som giver den cremede sauce en skøn friskhed og får alle smagene til at spille sammen.
Og så kommer det bedste! De saftige kyllingekødboller vendes i saucen sammen med friskkogt pasta, så det hele bliver dækket af den lækre, cremede grøntsagssauce. Kombinationen af de sødmefulde bagte grøntsager, parmesan, basilikum og de møre kødboller er simpelthen så god. Det er virkelig en pastaret, der smager af meget mere, end den kræver af arbejde.
Vil du gøre retten ekstra lækker? Så kan du komme den samlede pastaret i et ovnfast fad, toppe med et godt lag revet ost og give den en tur i ovnen, til osten er smeltet og gylden. Det er altså lige prikken over i’et og gør den her ret endnu mere uimodståelig.
En fantastisk lækker pasta med bagt grøntsagssauce og kyllingekødboller, der er perfekt til både travle hverdage og de aftener, hvor du bare har lyst til noget rigtig godt. Masser af smag, en skøn cremet sauce og minimal indsats i køkkenet. Den her kan jeg virkelig anbefale.
Pasta med bagt grøntsagssauce og kyllingekødboller
Video af opskriften
Ingredienser
Bagt grøntsagssauce
- 3 røde peberfrugter
- 150 g gulerod
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 300 g cherrytomater
- 1/2 frisk chili, juster selv styrken
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk rosmarin
- 1 tsk timian
- 1 1/2 dl kyllingebouillon
- 1 dl fløde
- 30 g parmesan, fintrevet
- 5 stilke frisk basilikum, bladene
- Salt og friskkværnet peber
- Friskpresset citronsaft
Kyllingekødboller
- 600g hakket kylling
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 1/2 spsk rasp
- 1/4 dl mælk
- 1 æg
- Salt og friskkværnet peber
- Sprayfedt eller lidt olie
Derudover
- 400 g pasta
Fremgangsmåde
- Rør ingredienserne til kyllingekødbollerne sammen, krydr med salt og friskkværnet peber og sæt evt. farsen på køl.
- Rens og klargør alle grøntsagerne til grøntsagssaucen. Halver peberfrugterne og fjern kernerne, skær gulerødderne i mindre skiver, halver løgene og fjern skrællen og skær bunden af hvidløgene men lad skrællen blive på.
- Fordel peberfrugter, gulerødder, løg, hvidløg, tomater og chili på en bageplade beklædt med bagepapir. Dryp olien over toppen, krydr med krydderierne, salt og friskkværnet peber.
- Bag grøntsagerne i en forvarmet ovn ved 210 grader, varmluft, i ca. 30-35 minutter.
- Form imens farsen til kødboller og læg dem på en bageplade med bagepapir. Spray toppen med en smule sprayfedt eller pensl med olie.
- Sæt fadet i ovnen, og bag kødbollerne, sammen med grøntsagerne, i ca. 18-20 minutter, eller til de er gyldne og gennemstegt.
- Hæld grøntsagerne i en blender sammen med den varme bouillon og blend til du har en blød sauce.
- Hæld saucen i en gryde eller dyb pande, tilsæt fløde, parmesan og frisk basilikum og varm godt igennem. Smag til med friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber og juster evt. konsistensen med mere bouillon.
- Kog imens pastaen al dente som beskrevet på posen.
- Vend de bagte kødboller og pastaen i saucen og juster evt. konsistensen med lidt pastavand.
- Server evt. med lidt revet parmesan og basilikum på toppen.