Den lækreste tapenade/mostarda med soltørrede tomater, tørrede frugter og pistaciec- umami dip.
Er du også vild med det lille ekstra til tapasbordet? Denne intense, røde tapenade kombinerer dyb umami fra soltørrede tomater og hvidløg med en skøn sødme fra tørrede abrikoser og tranebær. Toppet med masser af olivenolie og sprøde pistacienødder får du en luksuriøs smørelse, der vækker smagsløgene.
Nogle gange finder man madinspiration de mest uventede steder. Denne opskrift er faktisk resultatet af en helt fantastisk morgenmad, som Jes og jeg fik, da vi overnattede på Park Lane i Hellerup. Her fik vi serveret et udvalg af forskellige små kompotter og tapenader til brødet, og der var én variant med soltørrede tomater og tørret frugt, der fuldstændig tog os med storm. Den var så lækker, at jeg simpelthen blev nødt til at gå hjem i køkkenet og genskabe min egen version.
Kombinationen af de soltørrede tomater og den dybe sødme fra tørrede abrikoser og tranebær er simpelthen magisk. Hvidløget giver det helt rette modspil, mens de hakkede pistacienødder bidrager med en fantastisk lidtsprød struktur.
Gør den lækker og flydende
Du kan selv bestemme konsistensen, når du blender ingredienserne, men jeg foretrækker, at den er til den flydende og saftige side. Det gør den super nem at fordele på et stykke godt brød eller en sprød kiks.
Et lille minihack: Lige inden du serverer tapenaden, må du endelig ikke spare på den gode olivenolie. Hæld et ekstra, generøst skvæt olie over toppen i skålen. Det ser utrolig indbydende ud og binder de søde og salte smage perfekt sammen. Du kan også bruge lidt olie fra de soltørrede tomater.
3 gode måder at bruge din tomat- og frugttapenade på:
- Til ostebordet: Den er helt eminent sammen med kraftige oste som vesterhavsost, gedeost eller en cremet brie.
- Til morgenmad og brunch: Gør som vi gjorde på Park Lane, og servér den som luksuriøst tilbehør til nybagt morgenbrød.
- I sandwich: Prøv den som smørelse i en lukket foccacia med parmaskinke og rucola.
Opskriften tager ikke mere end 5-10 minutter at bikse sammen, og den kan sagtens holde sig et par uger på køl, hvis du blot dækker overfladen med et tyndt lag olivenolie.
Umami – Tapenade af tørrede frugter
Video af opskriften
Ingredienser
- 100 g soltørrede tomater, drænet vægt
- 30 g tørrede abrikoser
- 30 g tørrede tranebær
- 50 g usaltede pistacienødder
- 2-3 fed hvidløg
- 1 dl olivenolie
- Salt
Fremgangsmåde
- Hæld alle ingredienserne i en minihakker og blend til du har en helt fin tarpenade.
- Smag til med salt og tilsæt mere olivenolie hvis der er behov for det.
- Opbevar tarpenaden på køl til den skal serveres – her holder den fint i minimum et par uger.