Salsiccia carbonara – Cremet spaghetti med krydret salsiccia.
Salsiccia carbonara er en virkelig lækker fortolkning af den klassiske italienske carbonara. Her har jeg udskiftet guanciale eller pancetta med salsiccia – og det giver retten en ekstra krydret og aromatisk dybde, som smager fuldstændig fantastisk.
Salsicciaen steges gylden og let sprød, så den afgiver masser af smag til panden. Ellers minder retten i sin opbygning meget om en klassisk carbonara. Jeg bruger hele æg og en god parmesan – og i denne version undlader jeg pecorino, da salsicciaen allerede bidrager med masser af krydret smag. En god parmesan er alfa og omega for at få den rette, cremede base og smag til saucen.
Jeg foretrækker at bruge hele æg fremfor kun æggeblommer. Retten er i forvejen fyldig, og med hele æg får den – uden at blive let som sådan – en mere balanceret og mindre tung fornemmelse i konsistensen. Dermed ikke sagt, at man kan spise 2 portioner – for det kan man ikke;-)
Retten kan være klar på cirka 20 minutter. Pastaen koges samtidig med, at salsicciaen steges. Æggene piskes sammen med parmesan og en smule pastavand, og når pastaen og pastavans vendes på panden med kødet, slukker jeg helt for blusset, inden æggemassen tilsættes. Det er vigtigt, så den ikke sætter sig til røræg. Eventuelt kan man give den ganske svag varme til sidst, men konsistensen justeres oftest med ekstra pastavand.
En carbonara må for alt i verden ikke blive tør – den skal være silkeblød og cremet, så man næsten kan tage en skefuld af den lækre ægge-parmesansauce over toppen.
Jeg tilsætter en smule frisk purløg til sidst for et lille strejf af friskhed – men det kan sagtens undlades, hvis du ønsker den helt klassisk i udtrykket.
En super skøn pastaret, der kombinerer det bedste fra den klassiske carbonara med den krydrede, italienske salsiccia. Simpel, intens og helt uimodståelig.

Salsiccia carbonara
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 400 g pasta
- 300 g salsiccia
- 5 hele æg
- 150 g parmesan, fintrevet
- 2 spsk purløg, finthakket
- Pastavand
- Friskkværnet peber
- Olivenolie
Sådan gør du
- Sæt pastaen over i en stor gryde godt saltet vand og kog den al dente som beskrevet på posen.
- Varm samtidig en pande op med en sjat olie, og steg salsicciaen ved god høj varme til den bliver gylden.Bruger du salsicciapølser starter du med at åbne disse og skrabe farsen ud. Hak det groft eller mas det mellem fingrene.
- Pisk imens æg og parmesanen sammen og krydr med rigeligt friskkværnet peber.
- Når pastaen er al dente vendes den på panden sammen med salsicciaen. Tilsæt også lidt pastavand og sluk for blusset.
- Pisk også 1 dl pastavand sammen med æg- og parmesan blandingen – pisk til det er fri for klumper. (Mængde til 4 personer – husk selv at justere hvis du justerer i antal)
- Hæld æggeblandingen over pastaen, og vend det godt sammen. Tænd evt. blusset ved helt svag varme, og lad retten samle sig. Juster konsistensen med mere pastavand hvis der er behov for det. Men pas på med varmen.
- Inden servering vendes retten med purløg og smages til med friskkværnet peber – salt burde ikke være nødvendigt.
- Server straks.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

