
Hummus med soltørrede tomater – cremet og smagfuld dip.
Hvis du elsker klassisk hummus, så må du prøve denne variant med soltørrede tomater. Her er kikærterne skiftet ud med cremede hvide bønner – jeg har brugt cannellinibønner, men butterbeans eller kikærter fungerer også helt perfekt. De blendes sammen med de sødmefulde, intense soltørrede tomater og lidt af den aromatiske olie fra glasset, frisk persille og basilikum, tomatkoncentrat og et strejf af hvidløg og citron, der giver et lækkert pift.
Resultatet er en blød, cremet hummus med en smag, der både er dyb, frisk og fyldt med umami. Jeg topper den med ristede pinjekerner, lidt ekstra olie fra de soltørrede tomater og et drys hakket persille – det gør både smagen og serveringen ekstra indbydende.
Denne hummus er perfekt til tapasbordet, som spread i en sandwich, som dip til kød og grøntsager eller som en frisk tilføjelse til aftensmaden. Den holder sig lækker på køl i 3-4 dage, så du kan sagtens lave den i forvejen.
Opskrift på hummus med soltørrede tomater og bønner
Hummus er en klassisk mellemøstlig dip, som oftest laves med kikærter, tahin, citron og hvidløg – men der er ingen regler, der siger, at man ikke kan variere. Faktisk kan du lave hummus med mange forskellige typer bønner, som f.eks. hvide bønner, edamame, kidneybønner eller butterbeans. Du kan tilsætte bagte grøntsager som rødbede eller græskar, krydre med chili eller røget paprika, eller gøre den frisk med friske krydderurter.
Mulighederne er uendelige, og hummus er både sund, mættende og utrolig alsidig. Den kan bruges som tilbehør, pålæg, dip eller smøres på fladbrød – og du kan justere smagen, så den passer præcis til din menu og dine smagsløg.

Hummus med soltørrede tomater
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 ds hvid bønner – cannellini eller butterbeans
- 75 g soltørrede tomater i olie
- 1-2 fed hvidløg
- 3 spsk tomatkoncentrat
- 1 håndfuld persille
- 7 stilke basilikum, bladene heraf
- 1/2 dl olie fra de soltørrede tomater
- 1/2-1 citron, saften heraf
- Salt og friskkværnet peber
- Koldt vand
- Evt. ristede pinjekerner og persille til toppen
Sådan gør du
- Hæld bønner, soltørrede tomater, hvidløg, tomatkoncentrat, urter og saften af en halv citron i en minihakker. Hæld olien over, krydr med salt og friskkværnet peber, og blend til du har en ensartet hummus.
- Smag til med mere citronsaft, og juster evt. konsistensen med lidt koldt vand, hvis dippen ønskes mere tynd. Blend igen, til din hummus er helt blød og cremet.
- Fordel din soltørrettomat hummus på en tallerken, og top evt. med ristede pinjekerner, hakket persille og en smule olie fra de soltørrede tomater.