Cremet rabarberis uden ismaskine og uden legering.
Den her rabarberis smager af dansk sommer. Sødmefulde rabarber, frisk lime og vanilje samlet i en virkelig cremet og lækker is, som ovenikøbet er super nem at lave. Du behøver hverken ismaskine eller at lave en klassisk legering – her bliver det ikke meget nemmere.
Jeg starter med at bage rabarberne i ovnen med sukker, lime og vanilje, til de er helt møre og fulde af smag. Når de er kølet af, blendes de til en glat puré, som vendes sammen med letpisket fløde og kondenseret mælk. Det er vigtigt ikke at overpiske cremen, da isen så mister sin lækre, bløde konsistens.
Resultatet er en virkelig skøn is med den perfekte balance mellem sødme og syre. Vil du have den lidt friskere og mere syrlig, kan du sagtens tilsætte ekstra lime. Jeg elsker at servere den i sprøde isvafler eller med lidt friske bær på toppen – perfekt på varme sommerdage.
Husk at tage isen ud af fryseren 10-20 minutter inden servering, så får den den bedste og mest cremede konsistens
Raberberis
Video af opskriften
Ingredienser
Bagte rabarber
- 500 g rabarber, renset vægt
- 1 vaniljestang
- 100 g sukker
- 1 lime, skal og saft
Derudover
- 1 ds kondenseret mælk á ca. 400 g
- 1/2 l piskefløde
Fremgangsmåde
- Skær rabarberne i mindre skiver.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud, og bland dem med en smule af sukkeret.
- Hæld rabarber, sukker, vanilje, den tomme stang, limesaft- og skal i et ovnfast fad og vend det godt sammen.
- Dæk fadet til med folie og bag det i en forvarmet ovn ved 180 grader, almindelig varme, i ca. 30 minutter. Lad de køle helt af og blend til en fin puré.
- Pisk fløde og kondenseret mælk til en cremet og luftig ismasse.
- Vend rabarberpuréen i, og rør det godt sammen. Gem evt. lidt til toppen.
- Hæld iscremen i en form, top evt. med lidt jordbærpuré og frysetørrede jordbær og sæt den på frys i minimum 4 timer. Tag raberberisen ud af fryseren 10-15 minutter før den skal serveres.