Lækker pastasalat med reste af pulled chicken, masser af friske grøntsager og en cremet dressing med bbq.
Når hverdagen kører derudaf, er der intet bedre end retter, der kan klares i et snuptag, men som stadig smager som en absolut fest. Denne pastasalat med bbq dressing er lynhurtigt blevet en favorit herhjemme. Den kombinerer alt det bedste fra en klassisk kyllingesalat med pasta og giver det et røget, amerikansk twist, som både store og små elsker.
Det geniale ved denne ret er, at den mætter utrolig godt på grund af kombinationen af pasta, kidneybønner og det saftige kød. Du kan bruge en rest kylling fra dagen før, eller du kan hoppe over og snuppe min helt egen populære pulled chicken opskrift, som gør kødet så mørt, at det falder fuldstændig fra hinanden.
Friske grøntsager og den ultimative bbq-dressing
Selve bunden i denne opskrift på kold pastasalat består af masser af farver og sprødhed fra peberfrugt, majs, søde cherrytomater og forårsløg. Men det, der for alvor binder hele herligheden sammen, er den cremede dressing. Den er lavet på en base af creme fraiche og mayonnaise, smagt til med hvidløgspulver, løgpulver og naturligvis din favorit-bbqsauce. Det giver en dyb, let røget smag med den helt rette balance mellem sødme og syre.
Salaten kan spises med det samme, men den bliver faktisk kun bedre af at stå og trække på køl i en times tid før servering. Det gør den også helt ideel at tage med i en boks på stranden, skovturen eller som en nem og mættende madpakke dagen efter.
Ofte stillede spørgsmål om pastasalat med kylling
- Kan jeg bruge almindelig kyllingebryst? Ja, absolut! Hvis du ikke har pulled chicken, kan du sagtens bruge stegt kyllingebryst i tern eller plukket kød fra en købe-kylling.
- Hvor længe kan salaten holde sig? Salaten holder sig fint på køl i 2-3 dage i en tætsluttende beholder.
Pastasalat med pulled chicken og bbq dressing
Video af opskriften
Ingredienser
- 300 g pasta
- 400 g pulled chicken – klik her for opskrift
- 1 peberfrugt, skåret i tern
- 140 g majs, drænet for væde
- 150 g cherrytomater, halveret
- 1 ds kidneybønner, drænet for væde
- 4 foråsløg, snittet
- 1 håndfuld persille, hakket
Bbqdressing
- 2 1/2 dl creme fraiche
- 3 spsk mayonnaise
- 2 spsk bbqsauce
- 1/2 tsk løgpulver
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1-2 spsk citronsaft
- Evt. lidt sukker
- Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kog pastaen som anvist på pakken, og skyl den derefter i koldt vand. Dræn den godt i en sigte.
- Bland imens ingredienserne til dressingen og smag til med salt og friskkværnet peber – og evt. mere bbqsauce, citron eller lidt sukker.
- Hæld pasta, kylling, grøntsager og bønner i en skål – hæld dressingen over og vend det godt sammen.
- Vend til sidst persillen i, og smag til med salt og friskkværnet peber.