Lækre bløde mini tortillas fyld med chili/hvidløgs rejer og grov avocadosalsa, – super nemt og virkelig lækkert.
Smagen er frisk, sprød og lækker, – og så tager de bare ingen tid at lave.
Server dem evt. men min lækre chilidressing, men brug også marinaden fra rejerne til at hælde ud over, – den giver en fantastisk smag.
Mexicansk tacos med hvidløgsrejer og avocadosalsa
Opskrift på lækre bløde tortillas fyldt med hvidløgsrejer og frisk avocadosalsa.
Ingredienser
- Hvidløgsrejer
- 600 g rå tigerrejer
- 1 rød chili
- 8 fed hvidløg, fint revet eller presset
- 2 håndfulde persille, finthakket
- 100 g smør
- 1 dl olivenolie
- Salt og peber
- Avocadosalsa
- 200 g cherrytomater
- 2 store avocadoer
- 1 peberfrugt
- 1/2 lille rødløg
- 1 forårsløg
- 1 stor håndfuld persille
- Lidt peber
- Derudover
- 12 mini hvede eller majs tortillas
- 2 små romainesalat eller 1 stort, - snittet
- Evt. en lækker hjemmelavet chilidressing
Fremgangsmåde
Hvidløgsrejer Rens og pil rejerne, sørg for at fjerne tarmen både oppe og nede. Dup dem tørre med lidt køkkenrulle.
Snit chilien, smag den og vurder ud fra styrken hvor meget du ønsker i blandingen.
Bland smør, olie, chili og hvidløg i en kasserolle, krydr med salt og peber, og lad det simre i 10-15 min. så blandingen tager god smag. Tilsæt persillen til sidst.
Hæld rejerne i et lille tæt fad, overhæld dem med olieblandingen og bag dem i en forvarmet ovn i 10 min. ved 200 grader, - almindelig ovn.
Avocadosalsa Skær tomater, peberfrugt, avocado og rødløg ud i små tern. Fint snit forårsløgene og hak persillen.
Bland alle ingredienserne i en skål og krydr evt. med en smule peber.
Tacos Lun de bløde tortillas som beskrevet på pakken.
Top dem med sprød salat, avocado salsa, hvidløgsrejer samt skefulde af lagen og evt. chilidressing.



