Leder du efter en ret, der både er enkel og utrolig lækker? Prøv denne cremede orzo, der kombinerer den bløde tekstur af orzopasta med smagfulde tilføjelser som bacon, ærter og porre, toppet med blød og cremet burrata. Denne opskrift er ikke kun nem at lave, men også fyldt med smag.
Orzo, en pastaform der minder om ris, bliver her kogt til perfektion og blandet med stegt bacon og sauterede porre. De grønne ærter tilføjer en dejlig sødme og tekstur til retten, og den cremede burrata på toppen smelter forsigtigt ind i varmen fra den færdigtilberedte ret, og fuldender hver en bid med sin rige og cremede konsistens.
Denne ret kan nemt stå alene som en hovedret eller serveres som en del af et større måltid sammen med et stykke saftigt kylling, en skive mørbrad eller endda et stykke laks eller anden lys fisk. Det er den perfekte ret til enhver anledning, hvad enten det er en hurtig hverdagsmiddag eller en mere særlig sammenkomst. Cremet orzo med bacon, ærter, porre og burrata er garanteret at blive et hit på middagsbordet.
Cremet orzo med bacon, ærter, porre og burrata
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 200 g bacon, skåret i tern
- 25 g smør
- 2-3 spsk olie
- 1 skalotteløg, finthakket
- 3 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 porre, fintsnittet (gem det grønneste af toppen)
- 1 1/2 dl hvidvin
- 400 g orzo/risini
- 7-8 dl bouillon, kylling eller grønt
- 1 dl fløde
- 140 g parmesan, fintrevet
- 150 g ærter, optøede
- Salt og friskkværnet peber
Til servering
- 1-2 burrata oste
- 1 citron, fintrevet skal heraf
- Evt. friske ærter, hvis sæson
- Persille, basilikum eller lignende
Sådan gør du
- Steg baconen gylden og sprød på en pande, og læg den til side på lidt fedtsugende papir.
- Tør panden af med køkkenrulle, og smelt smørret herpå sammen med olien.
- Steg løg, hvidløg og porre til løgene er klare – krydr med friskkværnet peber.
- Hæld hvidvinen over og lad den koge ind et øjeblik.
- Tilsæt orzo og det meste af bouillonen, og lad nu orzoen tilberede ved jævn svag varme.Rør i den jævnligt, og tilsæt mere bouillon når der er behov for det. Den tilberedes lidt ligesom en risotto.
- Når din orzo er ved at være mør, det tager ca. 15 minutter, hældes fløden ved, sammen med parmesan, ærter og den snittede grønne del af porren. Hæld også baconen i, og varm retten godt igennem. Juster evt. konsistensen med mere bouillon hvis der er behov for det.Smag også til med salt og friskkværnet peber.
- Åben burrata osten på toppen af retten, og dryp med lidt olivenolie.
- Drys med fintrevet citronskal og friskkværnet peber, og evt. lidt grønt.
Skøn og anderledes pastaret. Var især vild med det lille strejf af citron, det gør noget godt for retten
Hej Tove
Hvor er det bare dejligt at høre – tusind tak fordi du skriver det:)
Kh Dianna
Kan man bruge risottoris til denne ret?
Hej Henriette
Ja det kan du sagtens gøre 🙂
Kh Dianna
Mega lækkert, manden havde glemt at købe fløde, men det smagte stadig himmelsk!
Hej Tenna
Åhhh hvor dejligt at høre – tak 🙂
Kh Dianna