En skøn, lækker og svampet chokoladekage med en skøn smag af kanel og appelsin. En kage der smager skønt året rundt, men også perfekt i december, med sine julede noter.
Kagen er super nem at bage og holder sig dejlig frisk i flere dage.
Opbevar kagen i en lufttæt pose eller lignende, ved stuetemperatur.

Chokoladekage med kanel og appelsin
Opskrift på en lækker, let julet kage, med chokolade, kanel og appelsin.
Ingredienser
- 270 g hvedemel
- 200 g sukker, - jeg bruger rørsukker
- 150 g brun farin (kan erstattes af sukker/rørsukker)
- 200 g smør
- 100 g mørk chokolade 70%
- 3 æg
- 2 dl mælk, - gerne sødmælk
- 2 appelsiner, - saften og fintrevet skal heraf
- 2 spsk kanel
- 2 1/2 spsk kakaopulver (usødet)
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- Glasur
- 3 dl flormelis
- 3 spsk kakaopulver (usødet)
- 1 appelsin, - fintrevet skal heraf
- 5 spsk spsk appelsinsaft, - måske lidt mere eller mindre
- Evt. krymmel
Fremgangsmåde
Smelt smør og chokolade i en gryde, - hæld mælken heri og sluk for blusset.
Pisk æg, sukker og brun farin til en luftig masse.
Bland alle de tørre ingredienser og vend halvdelen af dem i ovenstående masse, - uden at slå luften ud af massen.
Tilsæt chokolade blandingen og vend det godt sammen i massen.
Tilsæt sidste halvdel af de tørre ingredienser og vend det godt ind i massen, efterfulgt af appelsinskal og appelsinsaft, - rør til dejen er glat og uden klumper.
Smør en bradepande på 33x23 cm med smør eller sprayfedt, - hæld dejen i og bag chokoladekagen i ca. 30-35 min. ved 180 grader, almindelig ovn.
Lad kagen køle godt af inden den toppes med glasur.
Glasur Bland flormelis med kakaopulveret og appelsinsaft i lidt ad gangen. Jeg bruger et piskeris så jeg er sikker på alle klumper bliver rørt ud.
Tilsæt appelsinskal og rør det godt ind i glasuren.
Top den afkølede kage med glasur og evt. krymmel.



