Spicy orzo med ’nduja, friske tomater og stegt kylling – nem og virkelig lækkert.
Orzo med ’nduja, friske tomater og stegt kylling – en superlækker og cremet orzoret med masser af smag, varme og dybde. Den spicy ’nduja smelter sammen med friske tomater, hvidvin og bouillon og danner den lækreste sauce omkring orzoen. På toppen kommer saftig, pandestegt kylling, og til sidst får retten masser af frisk basilikum. Enkelt, spicy og virkelig, virkelig lækkert.
’Nduja er en stærk, smørbar salami fra Calabrien i Syditalien, og den kan altså noget i den her slags retter. Når den varmes op, smelter den ind i saucen og tilfører både fedme, varme og en fantastisk dybde. Sammen med de friske tomater får du en skøn balance mellem det spicy, sødmefulde og friske.
Jeg starter med at stege løg, inden jeg tilsætter hvidløg, friske tomater og tørrede krydderier. Derefter kommer tomatkoncentrat og ’nduja på panden, hvor det får lov til at stege med, til ’ndujaen er smeltet og har fordelt sig mellem tomaterne.
Herefter hælder jeg hvidvin på og lader den koge lidt ind, inden orzoen tilsættes sammen med bouillon. Jeg tilsætter bouillonen ad flere omgange fremfor at hælde det hele på én gang. På den måde er det meget nemmere at styre konsistensen og få orzoen præcis, som jeg gerne vil have den.
Hvor meget bouillon du skal bruge, kan nemlig variere lidt alt efter varmen på panden, og hvor hurtigt orzoen suger væsken til sig. Tilsæt derfor mere undervejs, når orzoen begynder at mangle væske. Den skal ende dejligt cremet og saftig – lidt som en risotto i konsistensen – og må endelig ikke koge tør. Orzoen sætter sig også hurtigt, når den tages af varmen, så lad den gerne være en anelse mere cremet, end du tænker nødvendigt.
Imens orzoen tilberedes, steger jeg kyllingen. Jeg halverer kyllingefileterne på langs, så jeg får fire fladere stykker. Det gør dem meget nemmere at stege jævnt, så du får en flot stegeskorpe udenpå og saftigt kød indeni.
Når orzoen er mør og konsistensen helt perfekt, vender jeg masser af friskhakket basilikum i. Den giver friskhed og passer virkelig godt til både tomaterne og den spicy ’nduja.
Skær kyllingen i skiver, fordel den over den cremede orzo og slut af med lidt ekstra frisk basilikum på toppen.
Det er virkelig sådan en ret, der smager af meget mere, end arbejdsindsatsen kræver. Cremet orzo, friske tomater, spicy ’nduja og saftig stegt kylling – masser af smag samlet i en enkel ret, der er perfekt til både hverdag og weekend.
Orzo med nduja, friske tomater og kylling
Video af opskriften
Ingredienser
- 2 store kyllingebrystfileter
- 1 løg, finthakket
- 4 fed hvidløg, finthakket
- 400 g cherrytomater, halveret
- 1/2 tsk basilikum
- 1/2 tsk oregano
- 1/2 tsk timian
- 1/2 tsk rosmarin
- 2 spsk tomatkoncentrat
- 2 spsk nduja
- 1 1/2 dl hvidvin (kan erstattes af bouillon)
- 400 g orzo
- 7-8 dl bouillon – kylling eller grønt
- 5 stilke basilikum, hakket
- Salt og friskkværnet peber
- Olivenolie
Fremgangsmåde
- Del kyllingebrystfileterne i to, på den flade led – så du har 4 flade fileter. Krydr med salt, friskkværnet peber og evt. lidt andre krydderier som paprika og timian. Læg den til side.
- Varm en pande op, og steg løgene klare i en sjat olie.
- Tilsæt hvidløg og tomater og steg det til tomaterne er let bløde.
- Rør tomatkoncentrat, nduja og krydderierne i og varm det godt igennem.
- Hæld hvidvinen ved og lad den koge ind, inden orzo og bouillonen tilsættes. Tilbered orzoen ved middelvarme til den er al dente – rør undervejs. Jeg tilsætter gerne bouillonen af 3-4 omgange – lidt ligesom en risotto, så jeg bedre kan styre konsistensen.
- Varm samtidig en anden pande op, og brun kyllingen godt af et par minutter på hver side. Skru derefter ned for blusset – og lad det stå og tilberede færdigt ved svag varme. Du får det saftigste stykke kylling.
- Når orzoen er mør røres den friske basilikum i. Smag til med salt og friskkværnet peber – og juster evt. konsistensen med mere bouillon. Den skal være bløde og cremet.
- Skær kyllingen i skiver og læg den på toppen – og drys evt. med lidt friskhakket basilikum og en smule olivenolie inden servering.