Nonnas Pastina Suppe – Italiensk penicillin med kylling og pasta.
Den her suppe er lidt som et varmt kram i en skål. Nonnas Pastina Suppe – også kaldet italiensk penicillin suppe – er en klassisk, hjertevarmende kyllingesuppe, som italienske bedstemødre har serveret i generationer, når nogen i familien har været sløj eller bare trængte til lidt kærlig omsorg.
Og nej, den kurerer nok ikke alt i verden… men den smager vanvittigt godt, og der er noget virkelig rart i, at den er så enkel. En klar bouillon, møre grøntsager der blendes til en mild og glat suppe, lidt pasta og saftig kylling. Det er ikke en grov suppe, du skal tygge dig igennem – bare en blød suppe du kan sippe, nyde og blive mæt af uden at anstrenge dig.
Brug en hel kylling – det gør hele forskellen
Jeg vil virkelig anbefale, at du bruger en hel kylling til den her opskrift – det giver dig den lækreste, kraftige fond, som er selve hjertet i suppen. Og kødet? Det bliver bare meget bedre, end hvis du bruger bryst.
Sådan gør jeg
Jeg lægger en hel kylling i en stor gryde og dækker den med vand – ca. 2,5 liter, afhængigt af gryden. Så koger jeg den op og skummer grundigt af, så suppen bliver klar og ren.
Derefter tilsætter jeg nogle bouillonterninger (jeg bruger 2-3 stk.), peberkorn, lidt salt og evt. grøntsagsrester fra skuffen – det giver lige lidt ekstra smag.
Jeg koger kyllingen under låg i ca. 45 minutter ved svag til middel varme – den skal boble, men ikke bulderkoge. Når den er færdig, slukker jeg og lader kyllingen hvile i vandet i ca. 15 minutter.
Så sigter jeg fonden, og når kyllingen er kølet en smule, piller jeg kødet fra – og så er jeg klar til at lave suppen færdig med grøntsager og pasta.
Kyllingebryst frem for hel kylling
Vil du spare lidt tid, kan du bruge kyllingebryst i stedet for en hel kylling.
Så skal du blot huske, at smagen i suppen afhænger af bouillonen – så lav en kraftig base. Til cirka 1,2 liter væske anbefaler jeg mindst tre bouillonterninger, så du stadig får den dybe, runde smag, som ellers kommer naturligt fra en kogt kylling.
Du får stadig en lækker, mild og cremet suppe – men smagen får lige et ekstra løft, når bouillonen får lidt ekstra kærlighed.
Skal du lave suppen på forhånd? Læs med her
Hvis du vil lave suppen i god tid – f.eks. til meal prep eller bare for at være på forkant – så har jeg ét godt råd:
Kog pastaen separat og tilsæt den først ved servering.
Grunden er, at hvis pastaen ligger i suppen i køleskabet, vil den suge rigtig meget af væsken og blive stor og blød – lidt melbolleagtig i teksturen, og det er bare super ærgerligt, når nu suppen ellers er så elegant og blød.
Sådan gør jeg
Når jeg skal servere suppen senere, varmer jeg den op med kyllingen men uden pastaen, og så tilsætter jeg en portion friskkogt pasta direkte i skålen og hælder så suppen over.
Så får man den helt perfekte konsistens.
Hvad er pastina?
Pastina betyder “lille pasta” på italiensk og dækker over helt små pastatyper – ofte stjerneformede, rør eller kugler – som bruges i supper og retter til både børn og voksne.
De giver fylde, men er nemme at spise og perfekte i en mild suppe som denne.

Nonnas Pastina Suppe – Italiensk penicillin suppe med kylling
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
- 1 stor fersk kylling
- (eller 600 g bryst – læs intro)
- 10 peberkorn
- 2-3 bouillonterninger, kylling
- Grøntsagsrester, f.eks. forårsløg, gulerødder, selleri
- Salt
- Vand
Derudover
- 1,8 l bouillon fra kyllingen
- 2 løg, halveret
- 6 fed hvidløg
- 3 gulerødder, i store skiver
- 3 stilke bladselleri, i store skiver
- 1 laurbræblad
- 1 parmeanskorpe
- 280 g små pasta, kogetid under 8 minutter
- Friskkværnet peber og evt. salt
Til servering
- Finthakket persille
- Revet parmesan
- Olivenolie
- Evt. brød
Sådan gør du
- Læg kyllingen i en gryde og dæk den med vand. Bring gryden i kog og skum vandet godt af.
- Tilsæt peberkorn, bouillonterninger, lidt blandede grøntsager og salt – skru ned for blusset, og lad kyllingen simre under låg, ved svag varme i ca. 45 minutter, afhængig af størrelsen.*Brug rester af grøntsager eller hvad du har liggende, – de skal blot være med til at give mere smag til bouillonen.*Bruger du kyllingebryst til opskriften, kan du nøjes med at koge disse i lidt bouillon – de skal have ca. 10 minutter, alt efter størrelse. Her vil jeg anbefale at lave en ny portion bouillon til suppen.
- Tag kyllingen op og sigt bouillonen fri for grøntsager, peberkorn osv. Mål af, så du har den mængde bouillon som er angivet i ingredienslisten. Lad kyllingen trække imens suppen forberedes – og pluk derefter kødet fra kyllingen og skær eller riv det i mindre stykker.
- Hæld bouillonen i en gryde og tilsæt løg, hvidløg, gulerødder og bladselleri – laurbærblad og parmesaskorpen. Bring gryden i kog, og lad det koge i cirka 25 minutter eller til grøntsagerne er helt møre. Krydr med friskkværnet peber.
- Fjern laurbærbladet og parmesanskorpen og blend suppen med en stavblender, eller tag grøntsagerne op med en hulske, og blend dem sammen med en smule af fonden til du har en helt glat creme. Hæld den tilbage i gryden.
- Tilsæt pastaen og lad det koge med til de er næsten færdige, og rør derefter kyllingen i, og varm med til pastaen er mør. Smag til med friskkværnet peber og evt. mere salt hvis der er behov for det.
- Server suppen toppet med finthakket persille, fintrevet parmesan og evt. et dryp god olivenolie og friskkværnet peber.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

