Saftige kyllingefrikadeller med cremet pisket feta og ovnbagt spidskål.
Kyllingefrikadeller med pisket feta og bagt spidskål er en nem og utrolig smagfuld ret, hvor få, gode råvarer får lov til at spille hovedrollen. De saftige kyllinge frikadeller steges gyldne i smør, så de får en lækker stegeskorpe og masser af smag, mens spidskålen bages mør og let karamelliseret i ovnen med blot olivenolie, salt og friskkværnet peber.
Til retten serveres en silkeblød pisket feta lavet med græsk yoghurt, feta, hvidløg og frisk citronsaft. Den cremede feta tilfører både friskhed, syre og masser af smag, og passer helt perfekt sammen med den sødmefulde spidskål og de saftige frikadeller.
Det er en ret, der er lige velegnet til en travl hverdagsaften som til gæster, og den smager skønt med et godt stykke brød til, så du kan få det sidste af den lækre fetacreme med. Jeg laver næsten altid en ekstra stor portion kyllingefrikadeller, når jeg er i gang. De er nemlig perfekte at fryse ned, så der altid er et nemt og hjemmelavet måltid lige ved hånden.
Kyllingefrikadeller med fetacreme og bagt spidskål
Ingredienser
Kyllingefrikadeller
- 600 g hakket kylling
- 1 løg, finthakket
- 1 fed hvidløg, revet eller presset
- 1 æg
- 1/2 dl mælk eller fløde
- 2-3 spsk havregryn
- Salt og friskkværnet peber
- Smør til stegning
Bagt spidskål med fetacreme
- 1 spidskål
- 150 g feta
- 200 g græsk yoghurt
- 1-2 fed hvidløg
- 1/2 citron, saften heraf
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Derudover
- Brød
- Evt. hakket persille
Fremgangsmåde
- Hæld alle ingredienserne til frikadellerne i en skål, krydr med friskkværnet peber og rør farsen godt sammen. Lad farsen hvile i 15-20 minutter.
- Skær imens spidskålen i kvarte, og læg stykkerne i et ovnfast fad, med skærefladen opad. Brug lidt olie i bunden – eller et stykke bagepapir.
- Dryp spidskålen med olie og krydr med salt og friskkværnet peber, og bag dem i en forvarmet ovn ved 220 grader, almindelig varme, i ca. 20-25 minutter.
- Smelt en god klat smør på en pande og lad det bruse op. Form farsen til frikadeller. Dyp en ske i varmt vand, tag en klat fars op og form til frikadeller med skeen og håndfladen.
- Steg frikadellerne til de er gyldne på begge sider, og gennemstegt i midten – ca. 5 minutter på hver side ved middel varme.
- Hæld imens fetaen i en minihakker sammen med yoghurt, hvidløg og citronsaft. Blend til du har en ensartet creme, og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Smør et par store spiseskefulde fetacreme ud på 4 tallerkener og læg spidskålen herpå. Læg frikadellerne ved siden af og server med friskbagt brød og evt. et drys persille.