Kylling i svampesauce med sprøde kartofler – nem og cremet panderet for hele familien.
En enkel ret med stor smag – her får du masser af cremet sauce, saftig kylling og sprøde kartofler i én og samme mundfuld
Kylling i svampesauce med sprøde kartofler er en rigtig hverdagsfavorit, der laves på én enkelt pande og med kartofler, der bliver stegt sprøde i ovnen.
En ret fyldt med dybde, smag og cremet sauce, som både voksne og børn herhjemme elsker – selv dem, der springer svampene over.
Kartoflerne halveres og vendes med olie, tørret timian, salt og friskkværnet peber, og så bages de sprøde og gyldne i ovnen. Imens tilberedes saucen på panden. Sprød bacon, saftig kylling med paprika, og så de stegte svampe, løg, hvidløg, bouillon, fløde og en skefuld dijonsennep, der giver sovsen lidt kant og varme. En anelse kulør og et skvæt rødvinseddike afrunder smagen med dybde og syre.
Til sidst, vendes halvdelen af kartoflerne i den cremede sauce, kyllingen lægges tilbage, og de sidste kartofler toppes ovenpå. Et drys stegte svampe, friskhakket persille og lidt timian – og så er der serveret.
En ret, der er perfekt til både travle hverdage og lidt hyggeligere weekenddage, hvor man gerne vil forkæle uden det bliver for besværligt.
Bonus herhjemme er at begge børnene elsker den.

Kylling i svampesauce med sprøde kartofler
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Ingredienser
- 650 g små kartofler, halveret
- 1 tsk timian
- 150 g bacon, i tern
- 600 g kyllingebryst, evt. i halve stykker
- 50 g smør
- 400 g svampe, i skiver eller kvarte
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 1 porre, i ringe
- 1 1/2 tsk dijon
- 2 spsk hvedemel
- 3 1/2 dl vand
- 1 bouillonterning, kylling
- 2 dl fløde
- 1/2-1 tsk rødvinseddike
- Kulør
- Paprika
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
- Persille og frisk timian til pynt
Sådan gør du
- Vend kartoflerne med lidt olie, timian, salt og friskkværnet peber, og bag dem i en forvarmet ovn ved 210 grader, almindelig varme, i cirka. 50 minutter eller til de er gyldne og sprøde.
- Varm en pande op, og steg baconen gylden i lidt olie. Læg det til side på en tallerken.
- På samme pande steges kyllingen til den er gylden og gemmemstegt. Tilsæt mere olie hvis der er behov for det, og krydr med paprika, salt og friskkværnet peber.Læg kyllingen til side og dæk den til med staniol.
- Smelt smørret på samme pande, og steg svampene ved god høj varme til de har smidt væden. Tag evt. lidt til side til toppen.
- Skru ned til middel varme og tilsæt løg, hvidløg og porre, og steg til løgene er klare. Rør sennepen i til sidst.
- Drys melet over og rør det sammen, og rør derefter vand, bouillon og fløden i. Hæld også baconen tilbage på panden, og lad saucen simre videre imens kartoflerne bager færdigt i ovnen.
- Juster farven med kulør, og smag saucen til med rødvinseddike, salt og friskkværnet peber.
- Vend halvdelen af de stegte kartofler i saucen, og læg også kyllingen godt ned i saucen. Læg de sidste stegte kartofler på toppen, evt. lidt stegte svampe og drys med friskkværnet peber, hakket persille og frisk timian.
Næringsindhold (pr. servering)
Næringsindholdet er autogenereret og vejledende. Det er angivet per servering. Der tages forbehold for fejl og variationer. Kun for Premium medlemmer.

