
Lækker cremet ærtesuppe toppet med sprøde parmesan croutoner.
Denne ærtesuppe er super nem at lave, – den har en dejlig mild smag og simpelthen den smukkeste grønne farve.
Server ærtesuppen som forret eller som en let frokost, – eller server den til aftensmaden evt. med friskbagte flutes til. Serveres ærtesuppen til aftensmad, vil jeg anbefale at lave 1/2 portion ekstra af suppen.

Cremet ærtesuppe med parmesan croutoner
Klik & bedøm på stjernerne nedenfor
Video af opskriften
Ingredienser
Cremet ærtesuppe
- 600 g ærter, optøede
- 5 dl grøntsagsbouillon
- 2 1/2 dl piskefløde
- 25 g smør
- 1 løg, grofthakket
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 2 spsk citronsaft
- Salt og peber
Parmesan croutoner
- 1 flute eller 1/2 franskbrød, – gerne daggammelt eller til den tørre side
- 1/2 dl olivenolie
- 40 g parmesan, fintrevet
- Krydderier som ønsket, – jeg bruger gerne hvidløgspulver og tørret persille
- Salt og lidt peber
Topping
- 1/2 dl creme fraiche
- 1/2 dl piskefløde (kan erstattes af creme fraiche)
- Friske ærter hvid sæson – ellers en håndfuld optøede
- Ærteskud og/eller brøndkarse
- Friskkværnet peber
Sådan gør du
Parmesan croutoner
- Tænd ovnen på 200 grader, almindelig ovn.
- Skær brødet ud i mindre firkanter på ca. 1×1 cm og hæld dem i en skål.
- Vend croutonerne med olie og parmesanen og fordel på en bageplade.
- Drys med krydderier, salt og lidt peber, vend dem rundt, og bag dem i ca. 15 minutter til de er gyldne og sprøde. Vend dem en enkelt gang undervejs.
Cremet ærtesuppe
- Varm smørret i en gryde og steg løg og hvidløg i et par minutter ved middel varme.
- Hæld bouillon og fløde over og kog det op, – lad det småkoge et par minutter.
- Hæld de optøede ærter ved, og varm godt igennem i 5 minutter, – smag til med salt og peber.
- Hæld grydens indhold i en blender, tilsæt citronsaften, – og blend suppen til den er glat og cremet. *Smag på suppen om der skal tilsættes mere salt, peber eller ekstra citronsaft,
- Til toppingen røres creme fraiche og fløden sammen til den er fri for klumper.
- Hæld suppen i 4 serveringsskåle, top med creme fraiche/fløde blandingen – "swirl" den gerne rundt i suppen så den danner et lille mønster.
- Top med sprøde croutoner, og drys med friske (eller optøede) ærter, friskkværnet peber og pynt med urter.

Hejsa
Kan ærtesuppen mon laves i god tid og serveres kold?
Eller kan man varme suppen op igen inden servering?
Kan for dejlige opskrifter, som vi flittigt bruger herhjemme.
Mvh. Lisbeth
Hej Lisbeth
Du kan sagtens lave den på forhånd og lune den inden servering 🙂
Personligt synes jeg den smager bedst lun, – så ville lige give den en hurtig tur i en gryde, – men den behøver på ingen måde være brændende varm 🙂
Tak for dine søde ord, – det er så dejligt du skriver det 😉
Kh Dianna
Dejligt du kunne tyde min ros trods slåfejl Tak for svar!
Suppen blev en kæmpesucces og samtlige damer fik på opfordring tilsendt link, så de selv kan komme i gang 🙂 Jeg brugte forresten rugbrød (i mangel af hvidt brød) til croutoner. Det blev godt!!
God weekend!
Kh. Lisbeth
Ærte lækkert?
Ja det ær’te 😉